“Left behind”

Left behind 1

“Left behind” er en lettere mystisk film, som på en måde er dragende og fængslende samtidig med, at den er dybt underlig og plat…  Jeg så oprindeligt halvdelen af filmen for et par måneder tilbage, men måtte afbryde den – og derfor var jeg simpelthen nødt til at genoptage overværelsen af filmen, for den blev ved med at rumstere rundt oppe i mit hoved, og jeg måtte simpelthen vide, hvad der skete videre frem i filmen og hvordan det hele ville ende…

Left behind 2

I filmen spiller Nicolas Cage en pilot, som samtidig også er en familiefar, der gang på gang må svigte denne del af sit liv, fordi han rent jobmæssigt hele tiden bliver nødt til at påtage sig ekstra vagter…  På denne skæbnesvangre flyvetur tværs hen over Atlanten er han dog pludselig nødt til at tage sit liv op til revision, da en stor del af passagererne pludselig forsvinder, og hvor han samtidig opdager, at brændstoftanken ikke har tilstrækkeligt med brændstof til at nå deres destination…  På landjorden er en stor del af verdens befolkning også pludselig forsvundet på mystisk vis, og panikken begynder at brede sig, da det begynder at gå op for folk, at den bibelske profeti om verdens undergang er ved at gå i opfyldelse…

Left behind 3

“Left behind” kategoriseres bedst som en katastrofe-film, hvor man med spænding følger pilotens kamp for at nå sikkert tilbage til fastlandet og få bragt de tiloversblevne passagerer i sikkerhed…  Der er dog flere lag i filmen, hvor man især bliver præsenteret for et bibelsk tema, som på samme tid får filmen til at fremstå som lettere tåbelig, men som også giver den en ekstra dimension…  Der er rigtig mange kritikere og filmanmeldere, som har skældt ud over netop denne del af filmen, men jeg kan her kun sige, at konceptet ikke har gjort, at jeg løb skrigende væk, men måtte som nævnt se, hvordan det hele kom til at spænde af i sidste ende…

Left behind 5

Nicolas Cage har altid stået som garant for gode filmoplevelser, hvor han især i 1990’erne havde sin storhedstid, men har gennem de sidste mange år spyttet en del film ud på markedet, som har været af en decideret tvivlsom karakter…  I “Left behind” leverer han en ganske hæderlig præstation, og jeg synes igen som altid, at han udfylder sin rolle ganske fint…  Han får følgeskab af både Lea Thompson og Cassi Thomson, som spiller henholdsvis hans kone og datter, og også de fylder deres respektive roller ganske godt ud…

Left behind 4

Der er ikke så meget at sige om filmen, men om man kan lide den eller ej, vil helt sikkert afhænge af ens personlige smag…  Filmen ligger som nummer 33 (dd) på IMDB’s liste over de dårligst ratede film nogensinde, men efter min mening fortjener den ikke decideret at ligge rangeret helt dernede…  “Left behind” byder på ganske god underholdning, og holder et passende spændingsniveau hele filmen igennem…  Som nævnt er den generelt sært dragende og man er simpelthen nødt til at finde ud af, om de stakkels uskyldige mennesker klarer skærene…

“Left behind” får 4 ud af 7 stjerner.

starstarstarstar

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar