“Samurai Assassin”

Samurai 2

Det er ikke kun Akira Kurosawa, der kan lave stilfulde samurai-film, for med “Samurai Assassin” har instruktøren Kihachi Okamoto lavet en film, som teknisk set kunne minde om en film, som netop er lavet af den legendariske japanske filmskaber…  Der er kræset for detaljer som hurtige klip, og close-ups af både ansigter og genstande, samt brugt panoreringer med kameraet, som gør “Samurai Assassin” til en visuel fest for øjnene…

Vi befinder os i Japan i 1860, hvor der planlægges et mord på en højtstående embedsmand, som har gjort livet surt for mange af de beboere, som befinder sig i området…  I inderkredsen får man nys om det forestående mord, og mistanken falder også straks på en kendt lejemorder, som drømmer om at få samurai-status…  Situationen bliver klart nok anspændt – og pludselig befinder alle implicerede sig mere eller mindre ufrivilligt i en pinefuld klemme, hvor der kommer til at herske rigtig meget tvivl om, hvem man overhovedet kan stole på…  Og et nært forestående blodbad synes nærmest uundgåeligt…

Samurai 3

Handlingsmæssigt set, så var “Samurai Assassin” ikke helt så fængslende og gribende, som jeg havde forventet…  Det er desværre en temmelig langsommelig affære, hvor der ikke sker det helt store…  Der er masser af små øjeblikke, hvor man får oplevelsen af, at der lægges op til at skulle ske noget, men det flader hurtigt ud igen – og ender i ingenting…

“Samurai Assassin” har Toshiro Mifune i hovedrollen, og han leverer endnu en gang en kraftfuld og yderst overbevisende præstation, hvor han med sin helt igennem karismatiske udstråling stjæler billedet i samtlige scener, hvor han medvirker…  Desværre formår han ikke at løfte filmens niveau op over det middelmådigt jævne, og slutresultatet bliver da også, at “Samurai Assassin” ender som en filmoplevelse, hvor det beviseligt kan ses, at der både skal teknisk snilde og en god historie til, for at servere en film, der rent kvalitativt kan ophøjes til at få en helt særlig betydning i filmhistorien…  Og lige netop i forhold til selve handlingen halter “Samurai Assassin” desværre rigtig meget bagefter…

Samurai 1

Det lyder nærmest som en ren og skær skuffelse, når man læser ovenstående – og det er det for så vidt også…  For “Samurai Assassin” er på ingen måde den blændende og helt igennem fantastiske filmoplevelse…  Det er lidt som om, at instruktøren har haft masser af ambitioner med filmen, men at han ikke helt har formået at slå ordentligt igennem med dem på grund af det lidt fesne plot, hvor alt for mange overflødige detaljer forsøges at blive udredt, hvorved man får en rodet helhed…

Filmen er mest værd at se på grund af Toshiro Mifune’s medvirken, og også på grund af de teknisk flotte billedkompositioner – hvor også selve finale-scenen er et højdepunkt, som man ikke bør snyde sig selv for…  Ventetiden op til dette klimaks er dog en smule langtrukken – og man kan helt sikkert finde samurai-film på markedet, som er langt bedre skruet sammen end lige netop denne her…

“Samurai Assassin” får 4 ud af 7 stjerner.

starstarstarstar

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar