“Forfølgeren”

Searchers 3

Jeg har siden min spæde barndom været rigtig stor fan af westerns, og har slugt det meste af det klassiske materiale, samt kværnet en del af det nyere materiale også…  Det er en genre, som altid vil være populær hos mig, og selvom kvaliteten af de mange westerns, som er blevet skabt gennem filmhistorien, er af svingende kvalitet, så er der noget helt specielt dragende over dem…  Måske er det den simple og enkle måde at opbygge en historie på, hvor det gode kæmper mod det onde – eller måske er det den måde, som figurerne bliver defineret på, som tiltaler mig, hvor der i de enkelte film også er masser af genkendelighed, selvom filmene er forskellige…

“Forfølgeren” er en klassisk western af John Ford med John Wayne i hovedrollen, og er af mange kritikere blevet kaldt den fineste film, hvor netop de to navne figurerer – Og de har gennem årene da vitterligt lavet en hel del film sammen…  Jeg kan også sagtens se kvaliteterne i filmen, men må desværre også sige, at den er blevet indhentet af tiden og har tabt en del af den karisma, som den givetvis har haft, da den kom frem i 1956, samt årene derefter…

Searchers 1

I “Forfølgeren” spiller John Wayne en hjemvendt onkel i en familie, der har bosat sig i en bjælkehytte ude på prærien, hvor de givetvis lever i fred og idyl…  Dette vendes der dog totalt op og ned på, da familien bliver overfaldet af indianere, og de to døtre i familien bliver kidnappet…  John Wayne tager forfølgelsen op, og i flere år leder han efter de to piger…  Han har ikke i sinde at helme, før forløsningen foreligger – og de to piger igen er hjemme i trygge hænder, men hans søgen er selvsagt ikke uden farer…

Der er en del positive ting at sige om “Forfølgeren”, men jeg er desværre også nødt til at dryppe lidt malurt i bægeret…  Først og fremmest er der gjort rigtig meget ud af selve produktionen omkring filmen, hvor designet, kostumerne og selve det visuelle er helt i top…  Der er masser af smukt gennemtænkte scener i filmen, hvor den skjulte symbolik (måske) åbenbares for det opmærksomme publikum…  Farverne er flotte, selve billedbearbejdningen og kameraarbejdet er ganske fortræffeligt udført – og til at understøtte de mange stemninger i filmen, er der blevet komponeret et flot stykke musik, som både har en dramatisk og følelsesladet effekt…

Searchers 2

John Wayne leverer en upåklagelig, men lidt stiv præstation foran kameraet, hvor han dog med sin karismatiske fremtoning uden tvivl er med til at stjæle billedet i samtlige scener, hvor han medvirker…  John Waynes karakterer i flere af hans film er ofte blevet kritiseret for at være en smule afstumpet og primitiv – og her i “Forfølgeren” kan man sagtens genkende, at det har sin rigtighed, selvom han også viser flere nuancerer med sin rolle som arketypisk helt…  John Wayne nåede inden sin død at blive krediteret for 177 roller, hvoraf mange netop er westerns, og hvad der netop er kendetegnende for hans figurer er en handlekraftig ageren, hvor han kompromisløst vælger udveje, uden altid at tænke på, hvad der er moralsk rigtigt at gøre i de forskellige situationer – og sådan er det også i “Forfølgeren”…

Rent handlingsmæssigt er filmen til tider ganske spændende, men der er også en del scener, som er decideret kedelige – selvom man har forsøgt at bløde op for den del, ved at tilføje en vis portion humor…  Og lige netop humoren virker efter min mening helt og aldeles upassende i filmen, der jo rent faktisk er bygget op over et temmelig seriøst og alvorligt tema…  Desuden er der simpelthen for mange spring i handlingen, hvor man springer både uger, måneder og år, hvilket godt kan virke lidt forvirrende – og også unødvendigt…

Searchers 4

“Forfølgeren” er uden tvivl en klassiker, men jeg vil tillade mig at sige, at den ikke decideret er et must…  For filmelskere helt sikkert, og for tilhængere af den udødelige genre, som western tilhører, også uden tvivl – Men for den menige filmseer helt bestemt ikke en nødvendighed…

“Forfølgeren” får 4 ud af 7 stjerner.

starstarstarstar

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar