“Sanjuro”

Sanjuro 3

Som barn var jeg stor fan af samurai-filmene, og fascinationen er ikke blevet mindre med årene…  Dengang så jeg dem dog mest på grund af, at der var kampscener, hvor blodet flød i stride strømme, hvorimod jeg nu (som voksen) mere ser dem, fordi de rent kunstnerisk tæller blandt nogle af filmhistoriens bedste mesterværker…

“Sanjuro” er en af Akira Kurosawa’s talrige film, og endnu en gang tager han os med på en forunderlig rejse ind i en glemt tid, hvor man så helt anderledes på livet – og hvor man levede efter et moralsk kodeks, hvor stolthed og ære gik frem for alt andet…

Sanjuro 1

“Sanjuro” tager sin begyndelse blandt en gruppe unge krigere, som diskuterer, hvordan de skal få befriet deres onkel, som er blevet taget til fange af en fjendtlig klan…  De forsøger at lægge en snedig plan, men ved også godt, at overmagten er for stor…  Heldigvis vil skæbnen, at en omstrejfende samurai lægger sin vej forbi deres landsby og tilbyder fantisk sin hjælp…  Hans listige evner og hans færdigheder indenfor sværdkunsten kommer både ham selv og de unge krigere til gode – og udsigten til at det vil lykkes at befri den stakkels onkel syntes god…

Det der især udmærker sig i “Sanjuro” (som i alle andre af Akira Kurosawa’s film) er det dialogbaserede handlingsforløb, som undervejs erstattes af dristigt iscenesatte kampscener…  Dialogerne er skarpe og præcise, og kampscenerne er iscenesat med en fuldkommen overdreven sans for sammensætning af koreografisk behændighed…  Desuden er skuespilspræstationerne (til trods for tiden) ret gode, hvor Toshiró Mifune uden tvivl overgår dem alle med sin karismatiske fremtoning…  I “Sanjuro” – (som også er navnet på hans karakter i filmen) – spiller han en dygtig, men doven samurai, og han gør det med en indlevelse og en attitude, hvor man kun kan fatte dyb sympati for hans karakter og stor respekt omkring hans evner indenfor skuespilskunsten…

Sanjuro 4

Akira Kurosawa iscenesætter filmen med tydelig stor entusiasme, og hans talent indenfor at skabe visuel kunst skinner klart igennem i “Sanjuro”, hvor han gør flittigt brug af et levende kamera, (hvilket er helt enestående for den tid, hvor netop denne film er blevet til), hvor der i stor stil er brugt smukke panoreringer, som gør de enkelte scener imponerende at overvære…

“Sanjuro” kan i den handlingsmæssige opbygning godt minde om “Yojimbo”, som udkom året før i 1961, men der er også nogle, der mener, at “Sanjuro” er en fortsættelse til netop selvsamme “Yojimbo”…  Jeg tænker, at de er to selvstændige film, som (sandsynligvis) udspringer af det samme forlæg, og hvor den karakteristiske hovedperson fra begge film er den japanske version på en stereotyp samurai, som skal agere helt…

Sanjuro 2

Da jeg var barn og så de japanske samurai-film netop på grund af kampscenerne, så er “Sanjuro” fantastisk fascinerende…  Der er masser af dem, og de er iscenesat med stor perfektionisme, hvor timing, tempo og bevægelse smelter sammen til et visuelt orgie af imponerende billedkompositioner…  I “Sanjuro” sprøjter blodet ikke i stride strømme, mens disse udspiller sig – Her har Akira Kurosawa valgt at lave en såkaldt tvungen opsparing, og lader forløsningen komme i en intens og mesterlig finale, hvor man fornemmer intensiteten bliver malket ud af slutscenen på en måde så alt omkring én står helt stille, og hvor man sågar glemmer at trække vejret…

Har man endnu ikke stiftet bekendtskab med Akira Kurosawa og hans mange samurai-film, så er “Sanjuro” helt klart et godt sted at starte – Og så vil jeg nærmest kunne garantere, at man får så meget smag for genren, at man uden tvivl vil tørste og hungre efter mere…

“Sanjuro” får 5 ud af 7 stjerner.

starstarstarstarstar

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar