“Tomb Raider” (2018)

Tomb Raider 1

“Tomb Raider” er helt klart en fed filmoplevelse…  Der er fart og tempo på, der er masser af hæsblæsende action, nervepirrende spænding og dragende mystik – og så er det hele spundet op på en forrygende historie, som virkelig sparker r..!!!

Tomb Raider 4

Lara Croft, spillet af svenskfødte Alicia Vikander, forsøger at finde sig selv i en tilværelse, der tilsyneladende er en smule rodet, og først da hun får bekræftet, at hendes far er død, efter en ekspedition, hvor han ledte efter en heksedronning, som skulle have regeret for mange år tilbage i tiden, begynder hendes liv at forme sig og tage den drejning, som åbenbart er skæbnebestemt for hende…  Lara skal eftersætte sin far, og videreføre hans livslange jagt på den sandsynligvis uvurderlige skat, som dronningens gravmæle efter sigende skulle være…  Laras rejse bliver dog særdeles farefuld, og det er bestemt ikke uden livet som indsats, at hun rejser til den lille ø i nærheden af Japan, hvor hendes far skulle være omkommet i jagten på gravkammeret…

Tomb Raider 2

“Tomb Raider” startede tilbage i 2001, hvor Laura Croft blev spillet af Angelina Jolie, og hvor karakteren blev baseret på et meget populært computerspil, som havde vundet sit indtog i årene op til at filmen dukkede op…  Hele to film blev det til, men så lukkede Hollywood åbenbart også kassen i, for populariteten dalede og interessen for figuren faldt nærmest helt bort…  I 2013 relancerede man computerspillet, hvilket affødte fornyet interesse, og dermed var grundlaget lagt til også igen at lave en film, som baserer sig på denne nye udgave, og med den nye “Tomb Raider”-film puster man derfor nyt liv i Lara Croft, hvor man denne gang får en helt ny start – eller en film, som fortæller hendes forhistorie og giver et indblik i, hvorfor Lara blev den actionheltinde, som hun blev…  Det er virkelig et brag af en actionfilm, som der her er blevet skabt – og man forledes til at drage sammenligninger med den legendariske filmhelt Indiana Jones…  “Tomb Raider” er virkelig flot skruet sammen, og man er top-underholdt hele vejen gennem filmen, som leverer varen og det helt oppe i allerhøjeste gear i samtlige to timer, som filmen varer…

Tomb Raider 3

Alicia Vikander er et fund til rollen som Lara Croft, og hun spiller med stor overbevisning og indlevelse, hvor man ikke et sekund er i tvivl om, at hun rent faktisk ér vores allesammens heltinde…  Denne udgave af heltinden er dog også langt mere jordnær og realistisk i forhold til den Lara Croft, som Angelina Jolie fik lov til at fremstille, og efter min mening klæder det filmen umådelig meget, at man ikke præsenteres for en karakter, som er overdrevent plat…  I stærke biroller ses Dominic West som Laras far, Walton Goggins som ondsindet skurk, og danske Alexandre Willaume som skurkens højre hånd…

Tomb Raider 5

Hele herligheden er iscenesat af norske Roar Uthaug, som er bedst kendt for at have lavet film som “Fritt Vilt” og “Bølgen” (som begge er anmeldt her på siden)…  Roar har tydelig sans for at generere en masse spænding, og han forstår til fulde, hvordan han skal holde publikum i et jerngreb, når det hele spænder af…  Man holder nærmest vejret undervejs, og må stakåndet bevæge sig fra den ene cliffhanger til den næste…  Filmen er dog ikke kun action og tju-bang, men er virkelig velafbalanceret omkring et handlingsforløb, hvor der er tilført højspændt dramatik og følelsesladede momenter…   Og dette i sig selv er rigtig meget med til, at gøre “Tomb Raider” til en film, som er yderst anbefalelsesværdig…  Jeg var i hvert fald solgt – og glæder mig nu bare rigtig meget til, at der kommer meget mere Tomb Raider i de kommende år…

“Tomb Raider” får 6 ud af 7 stjerner.

starstarstarstarstarstar

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar