“Logan”

logan 2

Marvel tager lidt af en kæmpe chance med “Logan”, som er den tredje film i rækken af film med mutanten Wolverine, som også er en del af superheltegruppen X-Men…  Der er nemlig dømt action for store drenge med denne film, og derved tager Marvel en – efter min mening- kærkommen drejning over i de voksnes rækker af superheltefilm, hvor man (hvis man ellers ser bort fra “Deadpool”) tør vise både blodsprøjt og afskårne lemmer, mens de voldsomme actionscener afvikles…  Man har i lang tid lavet film fra Marvel-universet med tanke på, at også helt små børn skulle kunne se med – og det kan absolut ikke tilrådes med “Logan”…  Med disse lidt barnagtige film har man ikke kunnet lade kampene udfolde sig, som man fx har set det i de tegnede udgaver af serierne, og det har lagt lidt en dæmper på filmene generelt…  “Logan” er dog både vild og voldsom, men den er til gengæld også rigtig, rigtig god – og den lægger sig med stor troværdighed op af de oprindelige tanker omkring Logans karakter, hans uklare fortid og hans skæbnesvangre udvikling undervejs i livet…  Der er virkelig action for alle pengene, mens den hæsblæsende jagt på den aldrende Logan udspiller sig… 

logan 6

“Logan” udspiller sig i 2029, hvor Logan har forsøgt at trække sig tilbage og leve i det skjulte, så hans gamle fjender kan holdes fra livet…  Han bliver dog kontaktet af en kvinde, som genkender ham og som har brug for hans hjælp… Kvinden er på flugt sammen med en lille pige ved navn Laura, og dem, som de flygter fra, hører bestemt ikke til blandt de hyggeligste typer…  Logan har i første omgang ikke lyst til at involvere sig i kvindens flugt, men pludselig er han alligevel involveret i selvsamme flugt, og da det først bliver rigtig farligt, er der ingen vej tilbage…

logan 3

“Logan” er som nævnt rigtig vild og voldsom i afviklingen af de intense actionscener, men det er til gengæld også en film, som fungerer på et emotionelt plan…  Netop det at filmen spiller på det følelsesmæssige – som vi også oplevede det i den første film om Wolverine – gør den ekstra spændene, og tilføjer en dimension, som viser, at det ikke kun handler om at afvikle en masse blodige kampe mellem de gode og de onde..

logan 5

Hugh Jackman leverer med rollen som Logan en yderst velspillende præstation, hvor man fornemmer både hans indre smerter, hans dybe rifter og sår, hans kamp mod både alderdom og sygdom, og hans raseri under hans vanvittige besærkergang…  Mindst lige så imponerende er den helt unge Dafne Keen’s præstation som den unge pige, som Logan forsøger at beskytte…  Hun er meget naturlig og overbevisende, og under kampscenerne er hun decideret et fund…

logan 4

“Logan” er en fed film, og en overraskende film, og den skuffer bestemt ikke…  Den er så absolut heller ikke for de sarte, da den af og til tangerer til at ligne en decideret horror-film…  Eneste lille øv fra min side er, at man i handlingen skal vente rigtig længe på, at tingene bliver forklaret, og her er det faktisk godt at have en smule forhåndskendskab til X-Men-universet…  Jeg er dog generelt virkelig positivt overrasket over “Logan” – og håber på, at Marvel med kommende projekter vil satse lige så meget på, at den slags film skal tilegnes et voksent publikum…  Er man til tempofyldt og hårdkogt action med et anstrøg af et overnaturligt element, så er “Logan” den helt rigtige film…

“Logan” får 6 ud af 7 stjerner.

starstarstarstarstarstar

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar