“De uovervindelige”

uover 0

“De uovervindelige” er filmkunst af ypperste karat…  En fantastisk film, som er iscenesat efter alle kunstens uskrevne regler om, hvordan man skaber et mesterværk indenfor mediet af levende billeder…  Fejende flot er filmen iscenesat af Brian De Palma, som må siges at have en særlig flair for sit håndværk, hvor han ikke går på kompromis med løsninger, som ikke er gennemtænkte og gennemarbejdede…  Tag fx bare scenen, hvor Kevin Costner møder Sean Connery på en bro – Her er kameravinkel og virkemåde nøje tilrettelagt – og for publikum bliver det en udsøgt fornøjelse at overvære scenen, frem for at den bare bliver flad og uinspirerende…  Tag så også scenen, hvor Kevin Costner og Andy Garcia afventer at gangsterne skal indfinde sig på banegården – Her er der kræset for alle detaljer i en sådan grad, at man nærmest holder vejret – og det ikke kun af spænding, men i høj grad også fordi scenen er så flot arrangeret…  Det er det, der efter min mening kendetegner en dygtig filmskaber og instruktør – Når man med sit håndværk viser, at man forstår at udnytte sine kompetencer fuldt ud og at det tydeligt fremgår, at man elsker at give sit ypperste for det bedste resultat…  “De uovervindelige” eller “The Untouchables”, som den hedder på original-sproget, er en af de mest markante filmværker, der nogensinde er blevet lavet – Flot og gennemført film, som allerede med 30 år på bagen med rette kan kaldes en udødelig klassiker…

uover 2

I 30’ernes Chicago hersker Al Capone i gaderne…  Han er gangster og mafiaboss, og hele hans slæng af håndlangere styrer byen og de omkringliggende områder med hård hånd og voldelige handlinger…  Spiritus-forbuddet er netop blevet en lovmæssig realitet og derfor har myndighederne ansat en special-enhed, som skal tage sig af, at optrevle ulovlig omgang med de våde varer…  Kevin Costner spiller den af myndighederne ansatte person, men kampen mod Al Capone, som mesterligt fortolkes af Robert De Niro, er slet ikke så let…  Derfor kan Kevin ikke modstå det tilbud, som han får fra en aldrende gadebetjent, spillet af Sean Connery, om at danne en gruppe og sætte alle kræfter ind på at sætte en stopper for Al Capones kriminelle løbebane en gang for alle…

“De uovervindelige” er en mesterlig film – hvilket, som nævnt, først og fremmest skyldes den formidable indsats fra Brian De Palma…  Dog er det også en mesterlig film, fordi der medvirker en stor håndfuld fremragende skuespillere, som allesammen yder deres ypperste og leverer således fuldt ud overbevisende skuespilspræstationer, hvor deres karakter-fremstillinger både bliver yderst troværdige, aldeles levende og særdeles formidable…

uover 3

Kevin Costner er i front som forkæmperen for at genoprette freden og bekæmpe kriminaliteten…  Han er, som altid, super troværdig…  I rollen hans hjælpere ses både Sean Connery og Andy Garcia, og førstnævnte toner frem på skærmen med en helt naturlig autoritet og leverer endnu en super præstation, som igen er helt igennem overbevisende, og som han fik en velfortjent Oscar for i kategorien bedste mandlige birolle…

I rollen som Al Capone ses Robert De Niro, og der hersker nok ingen tvivl om, at han med sin fremtoning og sine fantastiske evner indenfor skuespiller-faget leverer en perfekt præstation, som den fanden-i-voldske gangster-boss…

uover 1

Hvis man så oveni den fantastiske iscenesættelse og det talentfulde skuespilsensamble lægger en spændende og høj-dramatisk historie, som i visse henseender får sit publikum helt ud på kanten af stolen, og man i tilgift lægger et yderst velkomponeret stykke filmmusik (komponeret af selveste Ennio Morricone), så bliver filmoplevelsen stort set ikke større…  “De uovervindelige” er en stor film – et mesterværk, som for mig altid vil stå som en milepæl i filmhistorien, og som i min samling vil have en plads blandt de allerstørste filmiske oplevelser nogensinde…

“De uovervindelige” får 7 ud af 7 stjerner.

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar