“Inferno”

inferno 2

Dan Brown har gennem sin karriere som forfatter skrevet en række fuldkommen fantastiske romaner, som er helt igennem nervepirrende spændende og fyldt med mystik, gåder og dramatiske begivenheder…  Derfor var det oplagt at lave hans bøger om til film, og vi har allerede fået “Da Vinci Mysteriet” og “Engle og Dæmoner” serveret, og nu er turen så kommet til “Inferno”…  Alle tre har de forskeren Robert Langdon i hovedrollen, der på overbevisende vis fortolkes af Tom Hanks…  Det kvindelige modspil i filmene har været meget forskellige, men af en eller anden ubeskrivelig grund løber Langdon altid konsekvent ind i en skøn kreation af det modsatte køn, som bidrager med opklaringen af store verdensomspændende mysterier…

inferno 4

Robert Langdon vågner op i Firenze…  Han befinder sig på et hospital, og han har efter al sandsynlighed fået en voldsom hjernerystelse med hukommelsestab som følge…  Snart må han dog tage flugten fra hospitalet, da hans såkaldt ukendte fjende er lige i hælene på ham – og har sporet ham til hans midlertidige opholdssted…  Sammen med en ung kvindelig sygeplejerske går flugten gennem byens gader, og flugten forvandler sig ret hurtigt til en jagt – En jagt på sandheden og opklaringen på den gåde, som i første omgang har bragt Langdon i denne tilsyneladende ret så ubekvemme og farlige situation…

inferno 3

Jeg har været totalt fan af Dan Browns bøger – og har med en ubeskrivelig spænding ventet på den næste udgivelse fra hans hånd…  Man læser dem hurtigt, og man bliver grebet af et fuldstændigt vanvittigt handlingsforløb, både hvad angår tempo og forklaringer på komplekse sammenhænge…  Dan Brown er skabt til at skrive bøger, og man har ikke den samme følelse, når man ser filmene, som når man læser bøgerne…  Og det er ikke fordi filmene ikke er gode, men man formår bare ikke at overføre den intensitet og dybde på film, som Dan Brown får beskrevet i sine bøger…  Af de (foreløbig) tre eksisterende film er det klart “Da Vinci Mysteriet”, der klarer sig bedst…  “Engle og Dæmoner” er meget nedtonet i forhold til romanen, og i “Inferno” mangler det gådefulde i stor udstrækning…

inferno 5

“Inferno” byder på masser af spænding og masser af action, og instruktør Ron Howard (der i øvrigt har iscenesat samtlige tre film i serien) har forsøgt at tilføje en ny dimension til filmen ved at lade kameraet være meget mere i spil, end det har været i de to første film…  Det bliver dog bare aldrig rigtig kunstnerisk flot håndværk rent filmisk set, og man fornemmer tydeligt den ultra-svære opgave, som det har været at overføre det oprindelige skrevne oplæg til det visuelle medie…  Derfor ender “Inferno” med at lande i den kategori, som jeg vil kalde ordinær…  Der er som nævnt masser af action og spænding, men det afvikles på ganske ordinær facon…

inferno 6

Som jeg ser det, så er filmenes største problem, at de vil forsøge at leve op til samme kvalitet som romanerne, men det har filmskaberne ikke formået at fuldføre…  Man har proppet rigtig mange gode elementer ind i “Inferno”, såsom castingen af Tom Hanks i hovedrollen…  Han lever fuldt ud op til rollen som professor Robert Langdon, og desuden er hans medspiller i skikkelse af Felicity Jones også helt igennem fortræffelig i filmen…  Der er rigtig god kemi mellem de to hovedrolleindehavere, og det tilfører filmen en ret så positiv kvalitet…  Desuden medvirker danske Sidse Babett Knudsen i en mindre, men betydningsfuld rolle…  Det er med andre ord helt klart på skuespilssiden, at vi skal finde filmens største kvaliteter, da hverken klipning, kameraarbejde, lyddesign eller musik løfter sig højere end det ordinære…  Men når det så er sagt, så får man dog med “Inferno” en ret så spændende og underholdende film, som under alle omstændigheder er et kig værd…

“Inferno” får 5 ud af 7 stjerner.

starstarstarstarstar

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar