“1922”

1922 4

Jeg har netop erhvervet mig Stephen Kings nyeste bog “Helt mørkt, intet lys”, som indeholder fire noveller af forskellig længde…  De handler allesammen om den mørke side af mennesket, som bor inden i os alle, og som af og til må dukke frem til overfladen, når forskellige begivenheder i ens liv kommer til at fremmane dette andet “jeg”…  Den første af novellerne hedder “1922”, og er også den fortælling, som filmen af samme navn er baseret på – og hvor er det fedt at opleve, at filmen er helt tro mod det oprindelige skrevne materiale…

1922 2

På en gård i det midterste af USA lever en familie bestående af to voksne og en halvvoksen dreng…  Kvinden i det ægteskabelige forhold er eventyrlysten og vil gerne sælge jorden og flytte til byen, men manden nægter at indgå denne aftale med hende, da jorden har været i familiens besiddelse gennem flere generationer…  Kvinden går dog så vidt, at hun pudser en advokat på sin kære mand, og så bliver der for alvor krig i det lille hjem…  Hadet de to voksne imellem vokser, og en uhyrlig plan tager form i hovedet på manden – En plan han også gør alvor af af føre ud i livet…

1922 3

“1922” er en ganske udmærket lille film, som leverer en god og spændende historie – men den er på ingen måde hyggelig…  Det er en tragisk historie, der serveres, og den viser også, hvor svært det er at leve med konsekvenserne af sine misgerninger, hvor man dagligt kommer til at kæmpe med skyld, samvittighed, og det at kunne se sig selv i øjnene…  For filmens hovedperson bliver hændelsen særdeles mareridtsagtig, da han begynder at se syner alle vegne og ikke mindst da han opdager, at han ikke har fået et bedre liv efter at have begået sin kriminelle handling…

1922 5

Stephen King har siden 1990 hørt til blandt mine absolut yndlingsforfattere, og jeg har slugt hver eneste bog, som er udgivet med hans navn på forsiden…  Mine forventninger til hans bøger er altid høje, men i de senere år har disse forventninger ikke altid kunnet blive indfriet…  Kings måde at skrive på er der for så vidt ikke noget i vejen med (hans fantastiske særegne måde at sammensætte sproget er unikt), men han har på det seneste ikke altid formået at ophøje sine romaner til det samme niveau, som i hans velmagtsdage tilbage i 1980’erne…  Men med de seneste udgivelser er det ligesom om, at den kære forfatter er tilbage i en form, som minder om de gode gamle romaner…  Derfor var mine forventninger til “Helt mørkt, intet lys” ret høje, og “1922” er en yderst god start på samlingen…

1922 6

“1922” er en ganske glimrende adaption af Kings novelle, og den avancerer især på grund af nogle gevaldigt fine skuespilspræstationer…  Især Thomas Zane i hovedrollen som den forbryderiske og samvittighedsplagede ægtemand leverer en fortrinlig og troværdig præstation, som visse steder i filmen også er helt hjerteskærende at overvære… Generelt er filmen en grum fortælling, hvor der heller ikke er sparet på detaljerne, hvad angår blodige special-effekter – Det er godt lavet og makabert som vi kender det fra Stephen Kings skrevne værker…  Fantastisk at se filmen lige umiddelbart efter at have læst novellen – Alle billeder fra historien stod lyslevende for mig, og filmen viste sig, som nævnt, meget tro mod Kings oplæg…  Jeg må dog indrømme, at jeg (som i de fleste af Stephen Kings værker) synes bedre om den skrevne fortælling end om den visuelt frembragte historie – og med “1922” er dette ingen undtagelse… Dog er netop denne filmatisering helt klart en af de bedre fortolkninger af hans mesterlige skriverier..

“1922” får 4 ud af 7 stjerner.

starstarstarstar

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar