“Allied”

allied 2

Robert Zemeckis har altid været en garant for at lave gode og underholdende film…  Tag bare “Tilbage til fremtiden”, “Forest Gump”, “Cast away” eller “The Walk”…  Det er helt igennem totalt spektakulære film, som alle er instrueret af Robert Zemeckis…  Men hvad er det, som Zemeckis kan…?  Det er der et ganske simpelt svar på…  Han kan nemlig formidle den gode historie, så den bliver vedkommende, gribende og fængslende…  Og netop sådan er de ovennævnte film…  “Allied” er også både vedkommende, gribende og fængslende, men dog alligevel ikke helt på samme niveau, som vi ellers er vant til at opleve med film, som kommer fra Zemeckis’ hånd…  “Allied” er underholdende, og den er flot og gennemført i sit produktionsdesign, den er virkelig velspillet, og så er den tilmed udstyret med to hovedrolleindehavere, som i en voldsom grad virkelig skinner igennem med bragende gode og overbevisende skuespilspræstationer…  Desværre er handlingsforløbet lige lovlig langsommeligt – Der sker simpelthen for lidt, og i sidste ende bliver filmen en lille smule langtrukken, uden dog på noget tidspunkt at blive kedelig…

Allied (2016) Brad Pitt as Max Vatan and Marion Cotillard as Marianne Beausejour

Filmen starter med at en britisk efterretningsagent, formidabelt fortolket af Brad Pitt, i 1942 lander i Marokko, hvor hans mission er, at myrde en højtstående tysk officer…  Han allierer sig med en smuk og yndig fransk kvinde, som er i samme branche som han selv, og sammen får de planen eksekveret…  Efterfølgende rejser de to til London, hvor de gifter sig, men efter et stykke tid bliver de pludselig i tvivl om, hvorvidt de kan stole på hinanden…  Der er især tegn fra kvindens side om, at hun ikke er så allieret med sin mand, som hun foregiver at være – men at hun derimod er spion for det tyske regime…  Det bliver således en svær tid for dem begge, hvor løgne, misforståelser og skjulte handlinger gør hverdagen temmelig besværlig – og ikke mindst farlig…

allied 5

Robert Zemeckis får undervejs i filmen skabt en del dramatiske scener, som på sin vis er ret så beundringsværdige og iscenesat med stor flair for detaljerne…  Zemeckis går på ingen måde på kompromis med det visuelle udtryk, og hans sans for at skabe store dramatiske scener, som samtidig både er flotte og til tider såmænd også ret imponerende, er helt uovertruffen…  Vi er med “Allied” henført til en helt anden tid, end den tid vi lever i nu…  Vi er tilbage under 2. verdenskrig, og det er lykkedes produktionsdesignerne at genskabe den tid på en helt igennem overbevisende måde…

allied 4

I flere scener formår Zemeckis at sørge for, at det visuelle bliver det rene guf for øjnene, og man er fuldstændig forblændet af hans måde disse scener afvikles på…  Og lad det være sagt med det samme, at “Allied” ikke er nogen traditionel krigsfilm…  Det er en barsk historie om bedrag, om at overleve under svære betingelser og om at forsøge at leve værdigt liv til trods for at vilkårene ikke er de allerbedste…  Flere gange eksploderer filmens handling i nogle meget voldsomme scener, som er med til at løfte dens generelle niveau…  I de lange mellemliggende perioder får handlingen lov til at udvikle sig i sit eget helt stille og rolige tempo, hvor det især er samspillet mellem de respektive karakterer, som træder frem i lyset…  Og netop dette er helt igennem formidabelt hele filmen igennem – og ligegyldigt hvem der er med i scenen…  Stærkest står de scener dog, hvor både Brad Pitt og Marion Cottilard medvirker sammen…  Der er en fuldstændig formidabel og fuldendt kemi mellem de to medvirkende, og deres stærke præstationer er helt igennem beundringsværdige (og nævn lige en film med Brad Pitt, hvor dette ikke er tilfældet)…

allied 6

“Allied” får i mange henseender sit publikum (det skete i hvert fald for undertegnede) til at glemme tid og sted, og henfører én til en helt anden tid og et helt andet sted…  Filmen formår at holde ens interesse fanget – og forløsningen er intet mindre end gribende og stærk…  Det eneste lille minus ved filmen er, at den ikke er helt så intens som forventet – (hvilket jeg er nødt til at påpege, da jeg undtagelsesvis i biografmørket blev tvunget til at se traileren, hvilket jeg normalt aldrig kaster mig ud i…  Og netop traileren til “Allied” er et tydeligt bevis på, at disse korte appetitvækkere i høj grad ofte lover mere, end de kan holde – og er kun lavet for at få folk lokket til at se filmen…  For mit vedkommende komplet unødvendigt, da min interesse for film er så passioneret, at jeg sagtens kan finde frem til de seværdige film uden traileren)…

“Allied” bør ses…  Det er ikke nogen “Saving Private Ryan” eller nogen “Full Metal Jacket”, men uden tvivl et kig værd…

“Allied” får 5 ud af 7 stjerner.

starstarstarstarstar

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar