“Independence Day – Resurgence”

inde 2

20 år efter at den første “Independence Day”-film så dagens lys kommer så den længe ventede fortsættelse…  Den har været længe undervejs, og det er der mange produktionsmæssige årsager til – blandt andet har man skullet skrue et manuskript sammen, som man mente, man kunne være bekendt, og så har instruktør Roland Emmerich haft lidt svært ved at gå på kompromis med nogle beslutninger omkring filmen…  Men nu er den her endelig – “Independence Day – Resurgence”, og den lander et ganske fortrinligt niveau, selvom den på ingen måde kan hamle op med den første film…

inde 3

I filmen er der gået 20 år siden angrebet fra rummet blev overvundet i første omgang, og nu er et nyt forestående angreb på vej…  Man har på Jorden, i de tyve år der er gået, levet i fred og fordragelighed med hinanden og verdens lande er gået sammen om at opbygge et beredskab, der skal forhindre en ny fjendtlig invasion fra en ukendt fjende fra Universets mørke rum…  Alligevel formår de superintelligente rumvæsner at sætte et angreb ind, og denne gang er ødelæggelserne knap så store, men rumskibet er til gengæld af voldsomme dimensioner – Vi taler om en rumkapsel med en diameter på hele 5000 km, som lander i havet og forårsager en kæmpe flodbølge…  Målet er at suge Jordens kerne op, således at alt liv vil forsvinde fra Jordens overflade, så man er fra menneskehedens side pludselig oppe imod en fjende, som både sætter én under pres i forhold til styrke, men som også tager tidsfaktoren med ind i kampen – For der er kun ganske få timer til at mobilisere, planlægge og gennemføre en mission, hvor målet er at destruere en voldsomt alarmerende trussel mod Jordens fortsatte eksistens…

inde 4

Roland Emmerich har altid gjort det i at lave stort større…  Vi så det med den første “Independence Day”-film, med “Godzilla”, og med “2012”, hvor han i sandhed har satset på enorme fjendtligsindede kræfter, som har forårsaget massive ødelæggelser rundt om på kloden – Og han har hver gang gjort det med stor overbevisning….  Der skal ikke herske tvivl om, at Roland Emmerich er en mand, der tænker stort i forhold til at få sine film til at tage sig rigtig godt ud rent visuelt, og det lykkedes i en overordentlig stor grad…  I “Independence Day – Resurgence” er de visuelle effekter overdådige, og man er fuldstændig fanget ind af de voldsomt nervepirrende og hårrejsende spændende scener, der udspiller sig for øjnene af én…  Der er ingen tvivl om, at der er blevet kræset rigtig meget, for at opnå et yderst tilfredsstillende resultat rent visuelt…

inde 5

Handlingsmæssigt er filmen ikke helt så god…  Man har forsøgt sig med en smule fornyelse i forhold til den første film, men i bund og grund er der mere eller mindre tale om en kopi – Bare med en større fjende kastet ind i billedet… Der går efter min mening lidt for meget “Star Wars” i den, når de såkaldte luftdueller udkæmpes, hvor laser-strålerne flyver rundt på må og få, og lad det være sagt med det samme, at troværdigheden går lidt fløjten, når heltene i den grad, de gør det, formår at undvige det virvar af farvestrålende paletter, som skydes både på kryds og på tværs…  I det hele taget er der mange ting, som man er nødt til at se gennem fingrene med, da nogle af de ting, som vores såkaldte “helte” skal klare, er lige lovlig lette at fuldføre…  “Independence Day – Resurgence” er således en film, hvor man skal give sig selv lov til at koble hjernen fra, og så lade sig underholde af en drengerøvshistorie, hvor heltene i alle henseender ikke er til at besejre – Og her lykkes filmen bestemt også…  For man er underholdt, og tempoet er højt – Hvor man især hen imod slutningen oplever, at filmen følger de analytiske modeller i forhold til at fortælle en historie med spændingsmomenter, da man under klimakset vitterligt satser på at få publikum ud på kanten af sædet – Hvilket også (synes jeg) lykkedes i en tilfredsstillende grad…

inde 6

Der er dog visse ting, som trækker filmen ned…  Blandt andet har den på ingen måde den samme charme som den første film, og skuespilsmæssigt er der ikke tale om nogen videre prangende præstationer…  Jeg vil ikke påstå, at karaktererne på det nærmeste virker lidt anonyme i det, men de har på ingen måde de samme sympatiske træk, som var gældende i den første film (pånær Bill Pullman og Jeff Goldblum)…  Alt i alt er fortsættelsen på historien om de fjendtlige rumvæseners invasion af Jorden dog ganske udmærket, og underholdningsværdien lander også på et pænt niveau…  “Independence Day – Resurgence” er ikke det brag, som man havde håbet på, men den er bestemt heller ikke dårlig, hvis man ser bort fra alle klichéerne…

“Independence Day” får 7 ud af 7 stjerner.
“Independence Day – Resurgence” får 5 ud af 7 stjerner.

starstarstarstarstar

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar