“Godfather”

godfather 2

I 1972 lavede instruktør Francis Ford Coppola et af filmhistoriens største mesterværker, da han filmatiserede Mario Puzo’s murstensroman om en siciliansk familie, der er flyttet til New York, hvor de både driver forretning af regulær art og af mere lyssky art…  Familiens overhoved hedder Vito Corleone, og hele historien starter i det herrens år 1945, hvor hans datter skal giftes…  Hans yngste søn, Michael, er netop vendt hjem fra at have tjent i den amerikanske hær, og i selve New York blusser krigen mellem mafia-lederne rigtigt op…  Don Corleone er en højagtet og respekteret mand i bydelen, hvor han er bosiddende, og når folk har problemer af forskellig art, så kommer de til Vito for at bede ham om hjælp – Og som regel kan han trække i de rigtige tråde, så folk får den hjælp de efterspørger…  Vito Corleone’s rænkespil er dog også forbundet med en vis form for fare – og af og til også med døden som følge…

godfather 4

“Godfather” er et mesterværk…  Filmen er iscenesat med stor indlevelse i historien fra instruktørens side, og han har (efter sigende) også været meget tro mod romanen, som danner udgangspunkt for filmen…  Den detaljerigdom, der er at finde i de enkelte scener, er storslået og beundringsværdig – og under Francis Ford Coppola’s kyndige iscenesættelse er der bestemt tale om at den historie, der skal fortælles, er både fængslende og gribende…  Der udspiller sig masser af interessante dialoger de medvirkende imellem, som undertiden afløses af både overraskende og voldsomt dramatiske øjeblikke, som ligefrem også kan karakteriseres som værende af chokerende art…  Det er en barsk og en rå fortælling, som kører hen over skærmen, men samtidig er det også en fortælling om et uforligneligt sammenhold i en familie, der værner om deres værdier…

godfather 3

Filmens spilletid er på næsten 3 timer, men man fornemmer på ingen måde tiden som lang – Tværtimod, så flyver tiden afsted, og man bliver fuldstændig opslugt af historien…  Og så er det bestemt ingen skam, at filmen er akkompagneret af et fremragende stykke underlægningsmusik, som hele vejen igennem underbygger handlingens intensitet…  I efteråret 2015 besøgte min mellemste søn og jeg Ålborg, hvor de viste filmen på en storskærm…  Foran skærmen var der placeret 60 musikere, som var udstyret med hver deres instrument, og i forgrunden stod der en kinesisk orkesterleder…  Da filmen gik i gang begyndte orkesteret at spille, og forstærkede derved den musikalske oplevelse af filmen…  Det var storslået og en kæmpe oplevelse – og personligt var jeg dybt imponeret over den timing, som dirigenten havde et hundrede procent styr på…

Jeg har nu set filmen for tredje gang – (første gang var tilbage i 1990’erne – og så så jeg den som nævnt i efteråret 2015, og her i sommeren 2017 er  så tredje gang) – og alle gange har været lige store øjeblikke…  Der er ingen tvivl om, at Coppola har skabt et imponerende mesterværk, som også ligger nummer to på IMDB’s liste over højest rangerede film…

godfather 5

I rollen som Vito Corleone ses en meget velspillende Marlon Brando, som imponerer med sin fremtræden…  Han er helt igennem den helt rette til at repræsentere rollen som Don Corleone, og rollen blev også belønnet med en velfortjent Oscar-statuette under den årlige prisuddeling…  En meget ung Al Pacino kan opleves i rollen som Michael Corleone, og også han leverer hele vejen igennem en yderst troværdig og overbevisende skuespilspræstaion – og hans karakter er også helt klart den, som gennemgår den mest interessante udvikling gennem filmen…  De øvrige medvirkende bør selvfølgelig også nævnes, da de alle som en leverer fantastisk skuespil, men én helt særlig er jeg nødt til at fremhæve…  I filmen er der nemlig en scene, hvor en lille pige bliver døbt…  Pigen er ingen ringere end Sofia Coppola (datter af instruktøren), som senere også medvirker i tredje del af sagaen – og som i dag både er skuespiller og en særdeles anerkendt filminstruktør…

godfather 6

I alt blev filmen nomineret til 11 Oscars, og vandt de tre af dem – For bedste film, bedste manuskript og som nævnt fik Marlon Brando en velfortjent statuette for bedste mandlige hovedrolle…  De øvrige nominationer var i kategorierne bedste instruktør, bedste kostumedesign, bedste redigering (klipning), bedste lyd, bedste musik, og hele tre skuespillere var nomineret i kategorien bedste mandlige birolle (Al Pacino, Robert Duvall og James Caan)…

godfather 7

“Godfather” er et must…  Det er en film for filmelskere – og jeg vil endda gå så vidt som at sige, at det er en kunstnerisk bedrift, som Francis Ford Coppola præsterer med denne film…  En storslået og meget underholdende filmoplevelse…  Ingen tvivl om, at “Godfather” er en af milepælene i filmhistorien…

“Godfather” får 7 ud af 7 stjerner.

starstarstarstarstarstarstar

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar