“Arrival”

arrival 2

Jeg havde forholdsvis høje forventninger til filmen “Arrival”…  Den var for det første nomineret til at modtage en Oscar i kategorien “Bedste Film”, og desuden var den blevet omtalt i diverse medier, som  noget af en sensation indenfor science fiction-genren – og at den tilnærmelsesvis ville revolutionere genren og skabe en helt ny dimension på hvordan man betragter det at forske efter liv i rummet…  Jeg var dog ikke helt så imponeret over resultatet, som diverse anmeldere var, og helt ærligt så var filmen ikke så anderledes, end hvad man ellers kunne have forventet… Tilbage i 1977 lavede Steven Spielberg en film om rumvæsners besøg på Jorden (“Nærkontakt af tredje grad”) og “Arrival” er en ret så tæt parallel til netop Spielberg’s film…

arrival 6
Amy Adams spiller en sprogforsker, som af militæret bliver tilkaldt, da tolv uidentificerede objekter lander tolv forskellige steder på Jorden…  Menneskeheden er begyndt at etablere kontakt til de fremmede væsner, som befinder sig ombord på disse objekter, men kommunikationen halter – og derfor er der brug for en åbning i forhold til at få skabt en fælles forståelse af dialog…  Det lykkedes at afkode rumvæsenernes avancerede form for skriftsprog, og dermed kan man få stillet det store spørgsmål om besøgets formål…  Det er dog ikke så ligetil at få svar på, og afsløringerne kommer til at overraske på mere end én måde…

arrival 5
Dette korte resumé af handlingen dækker i store træk, hvad “Arrival” handler om…  Langt hen af vejen er filmen også rigtig interessant, hvor man især i starten er ret så nysgerrig på, hvordan mødet med de fremmede væsner vil spænde af…  Filmens handling er på ingen måde langtrukken eller uden rød tråd – men hen imod slutningen hopper kæden simpelthen af for mig…  Jeg mener ikke selv, at jeg havde en absence eller ikke var fokuseret på tingenes udvikling, men pludselig kammer filmen efter min mening over og bliver til en uforståelig suppe, hvor man kobler fortid, nutid og fremtid sammen, og hvor tingenes rækkefølge og de skæbnebestemte hændelser ikke giver så meget mening… Her mister filmen sit fodfæste og min uforståenhed omkring de begivenheder, der slutteligt udspiller sig, kommer til at overskygge en handling, der ellers fungerede ganske glimrende langt det meste af vejen…

arrival 4
Amy Adams spiller sin rolle ganske udmærket – Dog er der ikke nogen steder, hvor hun gør sig specielt bemærket på nogen måde…  Hun har følgeskab af Jeremy Renner, og også han leverer her en ganske udmærket skuespilspræstation…  De to hovedrolleindehavere matcher hinanden på en ret sjov og forholdsvis underholdende måde, hvor Amy spiller den sproglige ekspert og Jeremy agerer den matematisk tænkende nørd…

arrival 3
Filmen virker på mange måder autentisk og de effekter, der er brugt for at skabe de enorme rumfartøjer, er helt igennem fantastiske…  Igen vil jeg dog mene, at filmen ikke bringer noget nyt med sig, som vi ikke allerede så i Spielberg’s film…  Jeg kunne desværre ikke tilslutte mig den store begejstring, som “Arrival” førte med sig på dens rejse rundt til alverdens biografer…  Den vandt sågar prisen for bedste film under filmfestivalen i Venedig, og det er naturligvis en bedrift – Men velfortjent er det efter min mening ikke…  Instruktør Denis Villeneuve har flair for sit håndværk, men “Arrival” kommer ikke til at stå blandt mine favoritter…

“Arrival” får 4 ud af 7 stjerner.

starstarstarstar

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar