“La La Land”

la la land 2

Indledningssekvensen til filmen “La La Land” er ikke mindre end sensationel…  Man skal lede rigtig længe efter noget lignende, som er iscenesat med denne form for timing, med den fuldstændig absurde energi, med den teknisk veludførte kameraføring, og med den totale løssluppenhed omkring det rent handlingsmæssige – hvor musikken og sangen helt og holdent tager over…  Det er bjergtagende, og man mister fuldstændig pusten undervejs…

la la land 7

Derefter går filmen i gang – Den finder sit eget leje, hvor romantikken og den forførende musik er i højsædet, og hvor både Emma Stone og Ryan Gosling tryllebinder publikum med både deres charme, deres indlevelse i rollen og deres passion for det, som de udøver foran kameraet…  Det er under sådanne omstændigheder, at magiske øjeblikke bliver skabt…  Og “La La Land” er også en magisk film…

la la land 4

Da først vi så er blevet introduceret for det nydelige par, skifter filmen endnu en gang karakter og forvandler hele sceneriet til noget, der kunne være taget ud fra “Singin’ in the Rain”… Igen får Emma Stone og Ryan Gosling skabt noget helt enestående og magisk til ære for et betaget publikum…  Der bliver leget, eksperimenteret og danset – og det hele er komponeret og iscenesat med en uvurderlig yndefuld sans for detaljerne og for at skabe noget af det, som var helt unikt i filmhistoriens spæde start…  Nemlig noget af det, som man ikke har set før…

la la land 6

Herfra får filmen skiftet gear, og de to hovedroller forsøger efter bedste evne at forfølge drømmen, at leve livet, at finde kærligheden og at finde hinanden…  Under denne rejse er der turbulens og nedture – og der er både rørende øjeblikke og følelsesladede momenter…  Og det hele kulminerer i en fuldstændig gennemført epilog, hvor man fornemmer den sande gnist mellem de to elskende, uden at der spilles på andet end det simple og det momentane følelsesregister, hvor den enkelte er både tilstede og nærværende i en grad, så man nærmest er vidne til en lydløs og stille eksplosion…  Det er knageme flot…

la la land 3

“La La Land” er en hyldest til kærligheden…  Det er en gennemført romantisk film, hvor der i høj grad dyrkes en forkærlighed for de gode gamle klassiske film fra Hollywood, og hvor budskabet om at turde gøre de ting, som man føler er de rigtige, skinner tydeligt igennem…  Det er en film om håb og om at leve livet…

la la land 8

Man kan sige rigtig meget om “La La Land”, men først og fremmest er der tale om noget af en bedrift begået af en 31-årig ung mand ved navn Damien Chazelle, der tilmed vinder sin første Oscar for bedste instruktion – og det er kun hans tredje film som instruktør…  Det er noget af en drømmestart for en karriere – Og vejen er i den grad åben… Statuetten er også fuldt ud fortjent, da man både mærker og fornemmer den intense energi, som den unge Damien Chazelle har lagt i filmen, og at hans projekt er noget, der kommer fra hjertet…  Stor respekt herfra til den unge instruktør…

la la land 5

Teknisk set er filmen yderst flot og dekorativ…  Lige fra det farverige produktionsdesign, over den iørefaldende og velkomponerede musik, til den meget opfindsomme, levende og veludførte kameraføring er filmen vidunderlig at overvære…  Så der er kun ganske få ting, der kan sættes minus ud for…  Én af tingene er dog, at den helt igennem storslåede åbningsscene desværre ikke var det niveau, som resten af filmen kunne stå mål med…  Dermed ikke sagt, at “La La Land” er en dårlig film, for den er helt uden tvivl en af moderne tids største kærlighedshistorier…  “La La Land” er en født klassiker – og en film, som man kun kan synes godt om…

la la land 9

“La La Land” er et nostalgisk stykke Hollywood-historie og en romantisk fortælling om to unge forelskede mennesker, der søger deres drøm og hinanden…  Det er en helt igennem unik film, og selvom den har blæst rigtig mange totalt bagover, så blev jeg dog stående oprejst…  Det er dog uden tvivl en smuk og særdeles seværdig film…

“La La Land” får 6 ud af 7 stjerner.

starstarstarstarstarstar

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar