“Skjulte øjne”

rear 1

Sammen med mellemste-sønnen blev der set klassiker onsdag aften… Jeg har altid været meget begejstret og imponeret over Alfred Hitchcock’s evne til at fortælle en så simpel historie (som “Skjulte øjne” jo er) på en så sofistikeret og dragende måde…
James Stewart – en af de helt store skuespillere op gennem 1940’erne og 1950’erne – spiller en mand, som er bundet til en kørestol i sin lejlighed efter at have været udsat for en ulykke… Han holder øje med naboerne i baggården, og en dag bliver han overbevist om, at en af naboerne har myrdet sin kone… Han forsøger at opklare forbrydelsen og finde beviser nok i sagen til at poltiet kan blive inddraget, men det er ikke let og heller ikke ufarligt, når man er berøvet sin bevægelsesfrihed…
Alfred Hitchcock har lavet rigtig mange gode film, og rigtig mange af dem kan med rette blive kaldt klassikere… “Skjulte øjne” eller “Rear window”, som den hedder på originalsproget, fra 1954 er en af de rigtig gode klassiske Hitchcock-film, og min søn var så begejstret for den, at han ratede den 9 ud af 10 på IMDB – Så det siger noget om, at han også har smag for hvad der er kvalitet…

rear 3
Hitchcock har en helt særlig evne til at lade historien udrulle sig for publikum, hvor små antydninger af det videre handlingsforløb lige så stille og roligt bliver antydet, for så at tage nogle drejninger, der gør, at man nærmest holder vejret af spænding… Således er det også med “Skjulte øjne”, som mesterligt er iscenesat af den mesterlige instruktør… Og hvis man endnu ikke har stiftet bekendtskab med den gode Alfred, så er “Skjulte øjne” bestemt ikke et dårligt sted at starte…
Det pudsige med Hitchcock’s film er, at han i hver af sine film efterlader sig et varemærke i form af sin egen optræden eller medvirken på en eller anden måde (lidt lige som Stan Lee gør det i samtlige Marvel-film i de mere moderne superhelte-film). Når man er lidt fan af Hitchcock, så er det derfor også lidt skægt at lede efter det rette øjeblik, hvor Hitchcock træder ind i billedet… I “Skjulte øjne” var det ret tydeligt, hvor det i andre film kan være en del mere vanskeligt…

rear 2
James Stewart i hovedrollen og Grace Kelly som kæresten er i topform, når historien ruller sig ud…
Jeg er af den helt klare opfattelse af, at de gode film skal have lov til at leve, selv om de er af en lidt ældre dato, og “Skjulte øjne” er ingen undtagelse… Det ses, at den er fra 1954, men den holder sig godt… I hvert fald leverer den en god historie, som på alle måder fortjener at blive bifaldet…
“Skjulte øjne” / “Rear window” får 5 ud af 7 stjerner.

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar