“Superman v Batman – Dawn of Justice”

Dawn 2

Hvor er det bare en bitter følelse, man får, efter at have set en af de mest omtalte film i nyere tid – og en af de film, som jeg har set allermest frem til at se i nyere tid – når det går op for én, at man er blevet snydt, blevet taget ved næsen og fået skudt i skoene, at man skulle opleve et af nutidens største filmbrag, og det så bare ikke er tilfældet alligevel…  Det går op for mig et stykke inde i filmens start, at det her da virkelig skal vende, hvis det skal ende med et brag – og forhåbningen om, at det ville ske, var tilstede i mit sind hele filmen igennem – men det skete bare ikke…

Dawn 3

Jeg har været stor stor fan af superhelte hele mit liv, og som barn elskede jeg at læse Superman som tegneserie…  Jeg levede mig altid dybt ind i historierne, hvor Superman enten reddede verden fra dødsensfarlige superskurke eller når han tog på eventyr i rummet for at eliminere en alvorlig trussel…  Og når Batman gæsteoptrådte i bladet, var der lagt op til ekstra meget spænding…  Jeg læste også Batman-tegneserier, og var også ret begejstret for hans mange eventyr og eskapader – Og til forskel fra Superman, så er Batman jo en helt almindelig mand uden superkræfter, hvilket gør ham til en helt særlig karakter indenfor superhelte-universet…

Dawn 4

Jeg nød i fulde drag at opleve både Superman og Batman folde sig ud i tegnede udgaver, men var også meget hengiven til begge karakterer, da de også blev præsenteret på film…  Batman oplevede jeg første gang på film, som en sort/hvid produktion af 15 mindre episoder fra 1943, og i 1966 kom en festlig farverig produktion med Batman og hans tro hjælper Robin…  I 1989 vakte Tim Burton Batman til live på film i en overdådig produktion, som i særdeleshed gjorde sig bemærket på grund af Jack Nicholson’s fortolkning af Jokeren og den iørefaldende musik, som var produceret af nu afdøde Prince…  Filmen blev efterfulgt af yderligere tre Batman-film, som blev holdt i nogenlunde samme stil, og i 2005 genstartede Christiopher Nolan Batman-legenden med filmen “Batman Begins”, som blev efterfulgt af “The Dark Knight” og “The Dark Knight rises”, som alle tre blev store successer…

Dawn 8

Superman derimod oplevede jeg første gang på film i 1980’erne, hvor Christopher Reeve fortolkede rollen i fire film, hvoraf de to første helt klart var de mest seværdige…  Superman blev genstartet i “Superman returns” fra 2006, som egentlig var en ganske hæderlig og yderst spændende produktion, som jeg rigtig godt kunne lide…  I 2013 blev Superman endnu en gang genstartet med filmen “Man of Steel”, hvor Henry Cavill overtog hovedrollen…  Denne film vakte overhovedet ikke min begejstring, men var udelukkende en tom omgang tju-bang, hvor hovedparten af filmen går med, at Superman kæmper mod overnaturlige væsner og smadrer stort set hele byen…  “Man of Steel” virkede for mig som en kæmpestor optakt til den næste film i rækken…

Dawn 5

Men nu til selve filmen “Superman v Batman – Dawn of Justice”, som jeg havde voldsomt høje forventninger til, men som desværre skulle ende som en større skuffelse…  Batman er i rigtig dårlig humør, da han erfarer, at Superman er gået hen og blevet en trussel mod menneskeheden, da han konstant tiltrækker farlige fjender fra verdensrummet, som kun har et enkelt punkt på dagsordenen, som går ud på at eliminere ham…  Batman går derfor i angrebs/forsvars-mode, for at nedkæmpe den verdensberømte superhelt, hvilket i sig selv jo selvsagt fører til nye trusler om ødelæggelse af byer, områder og sågar kontinenter…

Dawn 7

Det er en stor omgang makværk, som man bliver præsenteret for med denne film, og hovedårsagen er helt klart, at filmens handling er skruet så skævt sammen, at man nærmest bliver helt træt af, at manuskriptforfatterne ikke har anstrengt sig mere, end de har…  Filmens troværdighed bliver i voldsom grad sat på prøve, når begivenhederne ruller sig ud – og man får ikke et øjeblik den tanke, at nu retter det hele sig eller nu kan det da kun blive bedre… Handlingen zig-zagger og skøjter sig igennem hele 150 minutters superhelte-action, og finder aldrig sit leje, for at følge den lige sti til sit mål…  Brandærgerligt efter min mening – og det især fordi også denne film (ligesom “Man of Steel”) kommer til at virke som en lang og unødvendig optakt til den næste film, som jo kommer til at hedde “Justice League”, og som kommer til at indeholde superhelte, som Superman, Batman, Aquaman, Wonder Woman, Flash og Black Panther – og den kan man så se frem til og håbe på bliver langt bedre end, hvad vi hidtil er blevet præsenteret for fra DC i de senere år…

Dawn 6

I “Superman v Batman – Dawn of Justice” bliver Superman endnu en gang spillet af Henry Cavill, og han er bare ikke særlig god i rollen…  Han har staturen og udseendet, men hans evner som skuespiller rækker ikke til at spille den store helt…  Desuden bliver hans Superman-figur heller ikke fremstillet specielt helteagtigt…  Superman er en helt, en beskytter og en vogter for menneskeheden – og her fejler filmen måske allermest, ved at forbinde hans karakter med en forbryderisk mutant…  Superman/Clark Kent har sammenlagt under 50 replikker i filmen…

I rollen som Batman har Ben Affleck gjort sin entré, og han klarer sig egentlig ganske udmærket, selvom han ikke er helt så overbevisende som fx. Michael Keaton eller Christian Bale har været det…  Han er simpelthen alt for stiv og tilbageholdende i sin rolle, og formår aldrig rigtig at komme til at fremstå som den ikoniske helt, som Batman er…

Det mest interessante ved filmen er, at man møder Wonder Woman, der bliver spillet af Gal Gadot…  Hun leverer en flot og ganske prangende præstation, hvor man i sandhed for den tanke, at her er der tale om en superhelt af den helt rette støbning…  Wonder Woman får i løbet af 2017 sin egen film og kommer desuden til at medvirke i “Justice League”-filmen og alene dette giver god grund til at glæde sig…

Diane Lane i rollen som Superman’s plejemor og Kevin Costner i en meget lille rolle som Superman’s plejefar leverer uden tvivl de to mest overbevisende skuespilspræstationer og løfter også filmens niveau alene med deres medvirken…

Dawn 9

Filmen er selvsagt spækket med special-effekter, og de er ganske fornuftige uden at være prangende, hvilket sandsynligvis hænger sammen med, at filmen halter på så mange andre områder…  “Superman v Batman – Dawn of Justice” er en af de mest omtalte film i 2016, og derfor har forventningerne sikkert også været skruet lidt for højt op hos publikum – og især hos mig…  Jeg har dermed nu lært, at jeg ikke vil følge med i de lange og tunge og diskussionsprægede optakter til, at en film lander på det store lærred (eller på skærmen hjemme i stuerne), og i stedet for forholde mig nøgternt til mine egne forventninger omkring filmen…  Lige præcis “Superman v Batman – Dawn of Justice” er jo også en af de mest udskældte film i nyere tid, og nu efter at have set den, kan jeg da også godt forstå kritikken…  Jeg havde ellers forsøgt at lukke både øjne og ører for al denne skæld-ud, for ofte er det uberettiget og dumt, men lige netop  i dette tilfælde må det siges, at være fuldt ud berettiget…  På tre forskellige film-festivaler vandt “Superman v Batman – Dawn of Justice” prisen for den mest skuffende filmoplevelse…

Dawn 10

Filmen har en lang spilletid på 151 minutter og findes desuden i en udvidet udgave, som er på i alt 180 minutter… Forskellen på de to versioner er, at der i den længere version er mere vold og mere blod, som har gjort, at den også får en højere censur…  Om det redder noget ved filmen, aner jeg ikke, og oprigtigt talt, så agter jeg heller ikke at finde ud af det…

For mig var filmen bestemt ikke pengene værd, og til trods for en seværdig afslutning, hvor der i høj grad spilles på de store følelser, og hvor der samtidig lægges op til en fortsættelse, blev jeg ikke overbevist om, at filmen fortjener en mere positiv omtale…  På gensyn i “Justice League”…

“Superman v Batman – Dawn of Justice” får 3 ud af 7 stjerner.

starstarstar

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar