“Bodyguard”

body

Så fik jeg langt om længe genset “Bodyguard” fra 1992 med Kevin Costner og Whitney Houston i hovedrollerne…
Tilbage i 1992 aftjente jeg min værnepligt i Haderslev og det var én af friaftnerne på kasernen, at jeg tog ned i biografen for at se den film…  Jeg var meget begejstret over filmen, og fuldstændig opslugt af handlingen, der både bød på spænding, drama, romantik og masser af musik af den fantastiske Whitney Houston…  Faktisk var jeg så begejstret, at jeg måtte invitere min daværende kæreste (vi er nu gift) med i biografen, da jeg kom hjem på weekend – For den film måtte hun bare se…
Nu er filmen så set for tredje gang – og selvom jeg husker stort set alle detaljer fra de første to gange, så var jeg mindst lige så begejstret for filmen igen igen…  Klart nok så min film-nørdede søn med (man har vel præget ham lidt…!), og den yngste på 10 år så også med (“Jeg giver det en chance, far”,sagde han)…  Og begge drenge var mindst lige så opslugt af filmen, som deres far…

body 2
Kevin Costner spiller en freelance-bodyguard, der bliver hyret til at beskytte en berømt skuespiller og sanger, som formidabelt fremstilles af Whitney Houston… Klart nok får bodyguarden svært ved at modstå hendes charme, men da en overhængende fare truer berømtheden på livet, begynder at være en større realitet end ønsket, må hendes beskytter prioritere sit job frem for kærlighedens fristelser…
Det lyder måske allermest som noget pladder-romantisk nonsens, men instruktør Mick Garris får drejet filmen på den helt rigtige måde, så den på ingen måde kommer til at fremstå som en sådan film – Tværtimod…  Den er fortalt med nerve og indlevelse, og man kommer på ingen måde uden om at blive draget af handlingens udvikling og fængslet af den fantastiske intensitet, som skuespillerne indlever sig med i deres roller…  Tillige er soundtrack’et til filmen helt igennem godt skruet sammen, hvor de enkelte numre, som Whitney Houston synger, bidrager til at filmen bare bliver dét bedre og understøtter stemningen i filmen på forrygende vis…  Sangene “Run to you” og “I have nothing” blev begge nomineret til en Oscar for bedste sang, men ingen af dem vandt…

body 1
Til trods for at filmen efterhånden har en del år på bagen, er det stadig en stor fornøjelse at overvære den – og det er især på grund af den herlige følelse af filmisk lidenskab, som er skabt af Mick Garris og de to hovedrolleindehavere…  Kevin Costner er altid total sikker i sin håndtering af at fremstille en troværdig karakter – og hans Frank Farmer er både sej, cool, følsom, sensitiv, kompetent, overskudsagtig og helt igennem troværdig…  Whitney Houston er ligeledes helt igennem troværdig, selv om hun på ingen måde fremstiller sig selv gennem rollen som Rachel Marron – Hendes forvandling fra fuldstændig selvoptaget berømthed til et blidt og underdanigt menneske er storslået spillet, og hendes bragende gode sangstemme er en ren fryd for øregangen…  Tja, jeg er solgt…

body 3
“Bodyguard” kan stærkt anbefales, hvis man er bare en smule træt af såkaldte letbenede kærlighedsfilm, hvor man ikke udfordres til at forsøge at gennemskue overraskelserne i handlingsforløbet… Jeg kunne med glæde lade mig overraske positivt ved gensynet, og om 20 år vil jeg igen se filmen og nyde det fantastiske i den…  Og næste gang må jeg huske at invitere min kære kone med på en kigger, da hun højlydt brokkede sig over, at jeg ikke havde annonceret gensynet 😉
“Bodyguard” får 6 ud af 7 stjerner.

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar