“Dødsspillet”

dødsspillet 1

Den femte og sidste film i serien om kriminalbetjent Harry Callahan holder en god standard…  Hele vejen igennem filmen er spændingen holdt på et niveau, hvor man konstant er underholdt – og selve historien er også godt skruet sammen…

dødsspillet 2

Harry Callahan har fået sat en gangster spærret inde i fængslet, hvilket naturligt nok har givet ham en del fjender, som brændende ønsker ham skaffet af vejen…  Livet bliver derfor farligt for ham, men dette afholder ham ikke fra også at skulle opklare en større sag, som omfatter en såkaldt dødsliste, hvor hans navn tilfældigvis også figurerer… En syg mand har opfundet et spil – et såkaldt dødsspil – hvor man skal lave en liste med otte navne på forholdsvis kendte personer…  Personer, som man mener bliver myrdet indenfor den nærmeste fremtid…  Hvis man har otte rigtige, udløser det en stor præmie, og noget tyder på, at der er en af spillerne, der selv er begyndt at sørge for, at vinderen bliver ham selv – og på hans liste er Harry’s navn…

dødsspillet 4

Serien må siges at have fundet sit leje med den anden film i rækken, (“Dirty Harry går amok”), som lagde sig et niveau under den helt formidable første Dirty Harry-film, som aldrig er blevet toppet af nogen af de efterfølgende fire film…  De har dog heldigvis kunnet bevare en høj standard, hvor der er blevet leveret hårdkogt action, intense jagt-sekvenser og et spændende opklaringsarbejde – og i “Dødsspillet” er dette ikke nogen undtagelse…

dødsspillet 5

“Dødsspillet” er en spændende og actionfyldt film, som leverer en god historie…  Filmen er også en typisk film fra 1980’erne, hvor denne type action-thrillers blev sprøjtet ud på stribe i Hollywood, og derfor er det eneste, som adskiller denne fra alle de andre film på markedet, at der er tale om en Dirty Harry-film…  Serien var aldrig blevet til det, der er i dag, hvis man var startet anderledes ud, end man gjorde tilbage i 1971…  Her fik man lavet en film, som var banebrydende, intenst nervepirrende, kunstnerisk vellykket, inspirerende og ikke mindst skelsættende for film i samme genre, som er udkommet i tiden fremefter…  Dirty Harry blev et ikon, og er siden blevet dyrket af rigtig mange filmelskere og fans…  Derfor har man også ret til at have visse forventninger til en film i Dirty Harry-serien, og disse er heldigvis til dels blevet indfriet også i de sidste fire film…  Man har fået serveret hårdkogt action, og oplevet en fanden-i-voldsk kriminalbetjent folde sig ud med utraditionelle metoder i forhold til opklaringsarbejdet, og været vidne til et antal forskruede personers hang til at udøve vold og begå mord på koldblodig vis…  Igen gør “Dødsspillet” ingen undtagelse herfra…  Man får altså det, som man kan forvente, men nogen kunstnerisk fornøjelse er filmen ikke – Derimod er den præget meget af at være traditionel i sin måde at udfolde sig på…

dødsspillet 6

“Dødsspillet” er instrueret af Buddy Van Horn, der siden starten af 1950’erne har stået for at koordinere og iscenesætte stuntarbejdet på utallige film – og ikke mindst på en lang række af de film, hvor Clint Eastwood medvirker…  Han har instrueret ialt tre film – alle tre med Clint Eastwood i hovedrollen – hvor “Dødsspillet” er hans anden film som instruktør…  (De to øvrige er “Seje bøffer og hårde bananer” fra 1980 og “Pink Cadillac” fra 1989)… Der er ingen tvivl om, at Buddy Van Horn har styr på stuntarbejdet, hvilket tydeligt ses i “Dødsspillet” – men direkte flair for at præge filmen med sin helt egen måde at iscenesætte på, formår han ikke…  Han er den traditionelle type, og det er for så vidt også okay, da han i det mindste formår at holde publikum fanget og får fortalt historien uden at den bliver kedelig…

dødsspillet 3

“Dødsspillet” er – ligesom de to seneste film i serien – præget af, at Clint Eastwood bærer filmen med sin karakteriske måde at fortolke sin karakter på…  Han leverer det forventelige – (igen uden at være prangende i sin præstation) – og lader Dirty Harry fungere fint som sammenbidt efterforsker, som ved hvornår man skal tage utraditionelle metoder i brug – og som ikke finder sig i at blive trådt på tæerne…  Liam Neeson, der i de senere år er blevet et stort navn (vi skriver 2016) medvirker i en større birolle, mens selveste Jim Carrey (nævnt som James Carrey) også medvirker – Dog i en meget mindre rolle…  Det er dog ikke på skuespilsfronten, at “Dødsspillet” vinder sine point, men derimod på de actionprægede scener, som dominerer filmen – og på den spændende handling…

“Dødsspillet” er et fint punktum for serien…

“Dødsspillet” får 5 ud af 7 stjerner.

starstarstarstarstar

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

One Comment

  1. Dødsspillet er måske ikke den bedste actionfilm, men jeg synes det er godt at Clint føler lidt “loyalitet” til Warner Bros. og som betaling for at dem lader ham lave lidt mere personlige filme, han så gør disse filme som er mere til publikum og for at give penge i kassen 🙂

Skriv et svar