“Dirty Harry går amok”

magnum 1

Film nummer to i rækken af Dirty Harry-film er endnu en gang en hårdkogt omgang politi-action, hvor Clint Eastwood gentager rollen som den lidt fanden-i-voldske Harry Callahan, som har sine helt egne metoder, når det gælder om at opklare en forbrydelse…  Der er masser af action og masser af dramatiske scener, som er med til at krydre en god og spændende historie, men “Dirty Harry går amok” er først og fremmest Clint Eastwood’s film…

magnum 2

I San Francisco lever de kriminelle en herlig tilbagelænet tilværelse…  Retssystemet har alt for mange love og paragraffer, der gør, at det nærmest er umuligt at få dømt og fængslet en kriminel, så vedkommende kan få sin fortjente straf… Derfor oplever man i større og større grad, at de kriminelle bagmænd koldt bliver likvideret på åben gade, og da der ingen vidner er, står politiet på bar bund…  Harry bliver sat på sagen, og snart opdager han, at det er en gruppe inden for politiets egen kreds, der står for myrderierne af forbryderne…  Han er nødt til at have meget håndfaste beviser, før han fremlægger sagen for sin chef, og derved bliver situationen pludselig meget farlig for ham…

magnum 3

Som nævnt, så er “Dirty Harry går amok” først og fremmest Clint Eastwood’s film…  Efter sin altoverskyggende optræden i den første Dirty Harry-film er det en ren og skær fornøjelse at opleve Harry vende tilbage på skærmen for at opklare en ny sag…  Hans karistiske udstråling og håndfaste måde at håndtere farlige situationer er uundværlige elementer i en Dirty Harry-film, og her i 2’eren slækker han ikke på dette krav…  Det er en fryd at opleve, fx hvordan Harry forhindrer et par terrorister i at kapre et fly, og hvordan han generelt undslipper forskellige farlige situationer uden at virke synderligt påvirket – (som om det bare var endnu en dag på kontoret)…  Harry er en helt, som hører hverdagen til – hvor det realistiske er det fremtrædende, og hvor superkræfter og fantastiske evner på ingen måde er på spil…

magnum 5

“Dirty Harry går amok” er ikke helt så stilfuld som den første film i serien, men den har momenter, som minder en del om noget af det kunstneriske islæt, som vi oplevede i 1’eren…  Instruktør-stolen er overtaget af Ted Post, (og i øvrigt har alle fem Dirty Harry-film en forskellig instruktør), og han er mere ligefrem end Don Siegel…  Ted Post leverer dog et rigtig godt stykke arbejde, og formår flere steder at løfte filmens niveau op til nogle højder, hvor man helt glemmer tid og sted, for til sidst at føre publikum med til et afgørende klimaks, hvor Harry skal klare ærterne helt på egen hånd…  Ted Post har siden starten af 1950’erne mest instrueret forskellige afsnit til forskellige tv-serier, (blandt andet “Rawhide” med Clint Eastwood), og lavede tilbage i 1968 sin første film (“Klyng dem op!”), hvor Clint Eastwood også havde hovedrollen…  Rygter fortæller, at Ted Post i virkeligheden ikke instruerede specielt mange scener i filmen, men at instruktør for den sekundære enhed Buddy Van Horn stod for den overvejende del af filmen… Det er dog kun rygter, men hvis det er tilfældet, så kan Van Horn tilskrive sig to af Dirty Harry-filmene på sin credit-liste, da han også står bag den femte film i serien…

dirty 5

“Dirty Harry går amok” er en spændende og actionfyldt kriminal-film, som helt i tråd med den stil, som blev sat med den første Dirty Harry-film fra 1971, efterlever kravene om at videreføre det banebrydende koncept for genren… Historien er velskrevet og tempoet er tilpas højt til, at man er underholdt hele vejen igennem filmens to timers lange spilletid…  Der er masser af glorværdige øjeblikke, som er med til også at gøre den anden film i rækken af Dirty Harry-film til en klassiker indenfor genren…  Med “Dirty Harry går amok” bliver der understreget, at Dirty Harry har gjort sit indtog i den filmiske verden, og at han vil præge den med sin indflydelse i mange år fremover – Og hvis man ikke er hoppet på vognen endnu, så kan man nå det endnu…

“Dirty Harry går amok” får 5 ud af 7 stjerner.

starstarstarstarstar

 

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

One Comment

  1. En meget interessant film. Selvfølgelig med Clint i fokus, men også med en god pointe at, selvom Dirty Harry balancerer på den lovlige grænse, vil han ikke acceptere at politimænd agerer bøddel på byens skurke.

Skriv et svar