“Dirty Harry”

dirty 9

“Dirty Harry” er uden tvivl en klassiker i den helt klassiske forstand…  Det er en hårdkogt politi-film, som var banebrydende for genren, og som har inspireret talrige film helt frem til i dag…  Og så er det en fantastisk spændende film, hvor der leges katten-efter-musen, men hvor man ikke rigtig ved, hvem der er katten, og hvem der er musen…

dirty 4

Clint Eastwood spiller politimanden Harry Callahan, som har et ry for at bruge både uautoriserede og uortodokse metoder i forhold til at opklare sine sager på…  Han er voldelig, provokerende og respektløs i sin omgang med potentielle farlige kriminelle, og da en psykopatisk morder ved navn Scorpio begynder at likvidere en række uskyldige borgere i San Francisco og samtidig udfordrer politiet til at efterkomme en række krav for at forhindre flere drab, bliver Harry sat på sagen – Og han er præcis den rette mand til netop det job, men det kommer også til at koste dyrt…

dirty 1

Rollen som Harry Callahan løftede Clint Eastwood ud af de velkendte western-roller, som han i stor stil bestred op gennem 1960’erne…  Med “Dirty Harry” fik Clint Eastwood banet vejen for, at hans karriere blev mere mangfoldig, og selve filmen gjorde, at der i de mange efterfølgende år blev skelet rigtig meget til netop denne, når der skulle laves spændingsfilm, actionfilm eller deciderede thrillers…  Og det er helt forståeligt, at dette har været tilfældet, for “Dirty Harry” har alt det, som man ikke tidligere havde set indenfor genren, hvor politiet var på jagt efter en morder…

dirty 5

Don Siegel har både produceret og instrueret, og hans flair for stilistiske billeder har den helt rigtige virkningskraft i netop “Dirty Harry”…  Siegel formår at bygge spændingsmomenterne op på den helt rigtige måde, hvor man langsomt lader spændingsniveauet stige, for til sidst at lade det kulminere i mindre klimakser undervejs i filmen, frem til det ultimative udløsende øjeblik, hvor Harry til sidst konfronterer sin fjende i en afgørende duel…  Og her gør Don Siegel rigtig godt brug af de filmiske virkemidler med panorering, zoom og arbejdet med perspektiv og vinkler… Og for at understøtte de potente momenter i filmen har man valgt at lægge en funky lydside på, som på en fantastisk måde akkompanerer de billeder, der flyder hen over skærmen…

dirty 2

Clint Eastwood leverer en formidabel præstation som Dirty Harry – Han er dybt overbevisende og meget velspillende i rollen, der for alvor får ham ud af sine roller som western-helt…  Han har godt nok i de forgangne år op til premieren på “Dirty Harry” haft roller, der kunne minde om hans rolle som Harry Callahan, hvor der især tænkes på hans medvirken i “Coogans Bluff” og “Mørkets melodi”…  Alligevel er hans karakter som Harry Callahan helt anderledes, da hans karisma og personlighed på en måde virker afstumpet og dyster…  (Og lidt skægt er det, at der i én biograf bliver reklameret med netop “Mørkets melodi”, som hedder “Play Misty for Me” på originalsproget, da Harry træder ind i en butik for at købe en hotdog)…

dirty 6

Clint Eastwood får i “Dirty Harry” rigtig godt følgeskab af Andrew Robinson, der spiller den psykopatiske morder…  Andrew Robinson, der i filmen er nævnt som Andy Robinson, leverer en perfekt skræmmende præstation, som den iskolde og usympatiske morder, som leger sin katten-efter-musen-leg med politiet…  Andrew fik ikke lige så meget credit som Clint Eastwood gjorde, men hånden på hjertet, så havde “Dirty Harry” ikke været det samme, hvis ikke Andrew Robinson havde medvirket – Han er et skræmmebillede på et af de værste mareridt, som man kan forestille sig…

dirty 3

“Dirty Harry” er kvalitetsmæssig en film, som for mig altid vil fremstå som en vaskeægte klassisker – En film, som jeg ikke på nogen måde vil mene, at man bør gå udenom, hvis man er filmentusiast…  Jeg har netop genset filmen her i 2016, og med 45 år på bagen holder filmen stadig…  Spændingsniveauet er ekstremt højt, og man bliver fuldstændig forført af handlingen, så man helt glemmer tid og sted, men blot er fokuseret på det, der ruller hen over skærmen… Og det er en hårdkogt omgang, som man er vidne til med “Dirty Harry” – Han er bramfri, respektløs og provokerende, men stadig både reel og ansvarsbevidst omkring sin opgave som lovens håndhæver…  Volden er temmelig udpenslet for sin tid, og det er derfor bestemt heller ikke nogen film for det sarte publikum…

dirty 7

Og så er det også filmen, hvor et af de mest berømte citater stammer fra (og her må der advares om, at jeg afslører noget af handlingen); Harry har netop uskadeliggjort sin fjende, og med stor sandsynlighed tømt sin store tjenesterevolver for patroner, da han retter pistol-løbet mod sin skælvende modstander, og sammenbidt udbryder: “Uh uh…  I know what you’re thinking…  “Did he fire six shots or only five?”  Well to tell you the truth in all this excitement I kinda lost track myself…  But being this is a .44 Magnum, the most powerful handgun in the world and would blow your head clean off, you’ve gotta ask yourself one question: “Do I feel lucky?”  Well, do ya, punk?”…

dirty 8

“Dirty Harry” blev efterfulgt af yderligere fire film om Dirty Harry, hvor Clint Eastwood har hovedrollen i samtlige; “Dirty Harry går amok” fra 1973, “Dirty Harry renser ud” fra 1976, “Dirty Harry vender tilbage” fra 1983 og “Dirty Harry i dødsspillet” fra 1988…

“Dirty Harry” får 6 ud af 7 stjerner.

starstarstarstarstarstar

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

2 Comments

  1. Fin anmeldelse af Dirty Harry. Jeg er glad, du også noterer at filmen ikke vil være lige så god uden en god bad guy, i form af Andrew Robinson.
    Jeg synes også det er interessant, at dem bruger sig af det berømte “Did he fire six shots or only five”, på to forskellige måder. Først som en sjov kommentar af Clint, der viser hans kontrol af situationen – og sidst i filmen, hvor han nærmest “skyder” orden mod skurken 🙂

    • Morten Knudsen

      Hej..!
      Tak for dine kommentarer på Dirty Harry-filmene… Jeg samler lige en tilbagemelding her, i stedet for at kommentere på hver enkelt af dine kommentarer…
      Først og fremmest er jeg da glad for, at du kan lide filmene – Det er jo ægte klassikere, men hvor nummer ét helt klart skinner igennem som den bedste i serien… Andrew Robinson blev efter min mening meget overset i den første Dirty Harry-film, og han har stor fortjeneste i, at filmen blev til det, der blev… At jeg bruger et billede fra “Sudden Impact” i anmeldelsen af “The Enforcer” er lidt en fejl – jeg får det lige rettet… Og til det med “Dødsspillet”, så har du helt ret i, at Clint Eastwood er meget loyal overfor Warner Bros – men en helt skidt film er det bestemt ikke… Jeg var ret godt underholdt…

Skriv et svar