“The Man with the Iron Fists”

man 1

Det er godt nok sjældent, at man oplever at se en film, som er så meningsløs som tilfældet er med “The Man with the Iron Fists”…  Der er ingen tvivl om, at instruktøren, som kalder sig RZA, har en absolut hengiven forkærlighed for de gode gamle Hong Kong-producerede kung fu og samurai-film, men derfra, og så til at skulle lave en selv, er der et godt stykke – og med denne film er det kun lykkedes i meget ringe grad…

Vi befinder os omkring 100 år tilbage i tiden i Kina, hvor en sending af kejserens guld er blevet stjålet…  Flere af landets krigere, lejemordere og kung fu-mestre samles i en lille landsby for at bringe guldet tilbage, men missionen bliver ikke let, og slet ikke når ingen ved hvem der egentlig er ven eller fjende…

man 2

Denne korte beskrivelse dækker vel nogenlunde det intetsigende handlingsforløb – For det er vitterligt rigtig svært at finde hoved og hale i historien, som hele tiden synes at flagre i det uvisse, uden at man bliver afklaret med, hvor den er på vej hen eller hvorfor de begivenheder finder sted, som man oplever folde sig ud på skærmen…  Det virker som en stor rodebutik, når man kæmper sig igennem “The Man with the Iron Fists”…

Godt nok er filmen til fulde krydret med masser af hårdtslående kamp-scener, hvor sværdene svinges, lemmerne flyver, blodet sprøjter og ufattelige og umulige måder at få kroppen til at bevæge sig på finder sted…  Men ikke engang disse er medvirkende til at få skruet op for filmens generelle niveau…

man 3

RZA (som både har instrueret filmen, skrevet manuskriptet, komponeret musikken og medvirket i filmen – sågar i hovedrollen) har tydeligvis haft rigtig store ambitioner med “The Man with the Iron Fists”…  Desværre rækker hans evner som instruktør ikke til at få skruet en film sammen på en måde, så den hænger sammen og giver mening – og ej heller formår han at bygge filmen op, så der er et ordentligt flow rent handlingsmæssigt…  Han har formået at få en hel del actionscener skudt i kassen, som på sin vis er ganske hæderlige og også udtænkt efter de gamle opskrifter fra de allertidligste kung fu-film, men helt så overbevisende bliver det aldrig…  Der er også stadig en vis form for rodet misk-mask over disse scener, og derfor bliver det i sidste ende også svært at følge med i, hvad det egentlig er der foregår…

man 4

Manuskriptet til filmen er virkelig ikke særlig velskrevet…  Der er virkelig mange huller, hvor man som publikum på ingen måde fatter, hvor man er på vej hen, eller hvorfor tingene sker, som de gør…  Her er manglen på talent tydeligst…  Musikken, som RZA også står for, er en underlig blanding af lidt moderne rap-musik og 70’er-agtig muzak, som var en obligatorisk del af de gamle kung fu-film…  Jeg har ikke så afslappet et forhold til rap-musik, men tydeligvis har RZA her sin hjemmebane…  Hans evner og talent som skuespiller er på ingen måde specielt overbevisende – og det ses helt tydeligt, hvor han spiller over for Russell Crowe, der på en helt anden måde skinner igennem med sit stortalent…

Beklageligvis formår ovennævnte Russell Crowe heller ikke at løfte filmens niveau, og egentlig er det mig lidt en gåde, at han overhovedet er medvirkende i en så ringe film som denne…

man 5

Jeg havde høje forventninger til “The Man with the Iron Fists”, for jeg må jo nok indrømme, at jeg tilhører den skare af film-elskere, der ikke går af vejen for en overdreven omgang kung fu…  Jeg tager derfor hatten af for RZA, for overhovedet at give sig i kast med denne kult-dyrkede genre – Han har tydeligvis fået levet en drengedrøm ud, og der er med garanti også en hel del derude, som vil finde hans filmiske projekt ganske underholdende – Jeg må dog melde fra og indrømme, at jeg ikke var specielt begejstret for “The Man with the Iron Fists”…  Filmens succes var blandet på markedet, men alligevel fik filmen sin egen fortsættelse, hvor RZA endnu en gang både skriver, rapper og medvirker i filmen – Den kommer jeg dog ikke til at se…

“The Man with the Iron Fists” får 2 ud af 7 stjerner.

starstar

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar