“Enemy”

enemy 1

“Enemy” er helt sikkert ikke en film, der vil falde i god smag hos enhver, som ser den…  Jeg syntes ikke, at den var helt dårlig, men både min ældste søn på snart 18 år, min mellemste søn på 15 år og min kære kone måtte give op – De mente, at filmen var decideret spild af tid…

For mig var der tre grundlæggende grunde til, at jeg valgte at se filmen…  For det første er den instrueret af Denis Villeneuve, for det andet bliver hovedrollen spillet af Jake Gyllenhaal, og for det tredje havde jeg læst en meget inspirerende anmeldelse af filmen i det tyske magasin “MovieStar”, som jeg abonnerer på…

enemy 6

Denis Villeneuve havde samme år instrueret den helt igennem forrygende og formidable film “Prisoners”, som i den grad slog benene væk under mig…  Jeg blev følelsesmæssigt berørt af filmen, og jeg måtte se den igen – og således fik jeg min familie til at se med, og de var lige så solgt til filmen, som jeg selv var, og jeg må indrømme at gensynet absolut ikke gjorde filmen dårligere…  (Anmeldelsen af “Prisoners” er at finde her på siden)…  Når nu Denis Villeneuve havde gjort det ved mig, som han havde gjort med “Prisoners”, så er det klart, at min interesse omkring ham som instruktør var vakt – og således også min interesse for “Enemy”…

enemy 7

I “Prisoners” spiller Hugh Jackman (kendt som Wolverine fra “X-men”-filmene) over for Jake Gyllenhaal, og sidstnævnte har også hovedrollen i “Enemy”…  Åbenbart har instruktør Denis Villeneuve været så begejstret for samarbejdet med Jake, at han ikke var færdig med at bruge ham på film…  Jeg er ikke storfan af Jake Gyllenhaal, men jeg synes egentlig, at hans præstationer i film som “Brokeback Mountain”, “Everest” og omtalte “Prisoners” har været ret interessante, og derfor var min interesse for at se ham i “Enemy” også vakt…  Og det ikke mindst fordi han faktisk har to roller i filmen…!  Det er vældig interessant at opleve ham i to meget forskellige roller, og på sin vis er det jo nok skuespilsverdenens sværeste kunst, når man skal levere så mangfoldige sider af sig selv…  Jake Gyllenhaal’s dobbeltrolle er dog ikke helt så forskellig som antydet diverse steder, og derfor er det ikke helt så prisværdigt at opleve ham netop i “Enemy”…  Han leverer en ganske udmærket skuespilspræstation på det generelle plan, men forskellen på de to roller er ikke så markant, at jeg blev slået bagover…  Meningen var, at den ene rolle skulle være lidt sky og genert, mens den anden skulle være mere frembrusende og selvsikker…  Som det ser ud for mig, så er de nok nærmest begge to lidt usikre typer, der forsøger at greje, hvad det egentlig er, som de udsættes for hver især…

enemy 5

Sidst men ikke mindst var min interesse for “Enemy” – som nævnt – blevet vakt, da jeg læste en anmeldelse af filmen i det tyske filmmagasin “MovieStar”…  Her stod der, at “Enemy” ville være en helt anden film end “Prisoners”, og være en irriterende, men samtidig fascinerende film, som vil efterlade et publikum, som ikke forstår meningen med det, som de har set…  Anmelderen skriver, at alene titlen er mystisk – For hvem er egentlig fjenden..?  Er det dobbeltgængeren, som er fjenden..?  Eller er hovedpersonen sin egen fjende..?  Ved slutningen er man stadig i tvivl… Filmen er moderne kunst, som Kafka ville misunde…  Billederne vil på en uforklarlig fascinerende måde brænde sig fast i hjernerne på publikum, selvom filmen vil være en svær en at fordøje, da man ikke bliver afklaret med, hvad der egentlig er foregået…  Filmen vil splitte publikum, men uanset hvad man vil synes om den, så vil den ikke være sådan at ryste af sig…

enemy 2

Handlingen i “Enemy” er meget kringlet og meget indviklet, men det er dog stadig til at følge med – i hvert fald i filmens øverste lag…  For sandt at sige, så er det nærmest en surrealistisk oplevelse, at overvære filmen, selvom billederne i sig selv egentlig ikke er så forskruede, som i sådanne værker generelt…  En psykoanalytisk oplevelse er måske en mere passende betegnelse for det, som man oplever, når man ser “Enemy”…  Det korte og det lange er, at man rent faktisk ikke kan gætte, hvad det er der foregår, og man bliver nærmest lige så forvirret selv, som det også er tilfældet for filmens hovedperson(er)…  Er det hele en drøm…?  Er det vrangforestillinger…?  Er filmens hovedperson dybt skizofren…?  Eller er der bare tale om, at to personers veje tilfældigt krydses og fører en masse forviklinger med sig..?

Først og fremmest møder vi Adam, (som spilles af Jake Gyllenhaal), som er en universitetslærer, der lever en trist og meget monoton tilværelse…  Han står op om morgenen, går på arbejde, hvor han underviser i det samme emne dag efter dag…  Da han lejer en film i den lokale udlejningsbutik og tilfældigvis opdager, at én af de medvirkende ligner ham til forveksling, bliver han nysgerrig efter at finde sin dobbeltgænger…  Jagten på skuespilleren bliver til en ren besættelse for Adam, og han udvikler i større og større grad en forstyrrelse i sin normale adfærd, der slutteligt tangerer det psykotiske…

enemy 3

Det er en meget mærkelig film, som vi bliver præsenteret for…  Den er dog alligevel forholdsvis nem at følge med i, og det skyldes nok især, at tempoet på ingen måde er specielt højt – Tværtimod…  Filmen har et enormt afdæmpet tempo at blive afviklet i, som egentlig oftest er set i europæisk-producerede film…  Der, hvor filmen kammer over, er i spørgsmålet om, hvorfor de to hovedpersoner (Adam og Anthony) reagerer så voldsomt og så mærkeligt på, at de har opdaget, at der findes en person, som de ligner på en prik…  Og endnu mærkeligere bliver det, da de begynder at ville bytte liv – og koner… Her slår det vitterligt klik for manuskriptforfatteren, der på ingen måde afklarer publikum med, hvad formålet med hans valg af drejning i filmen er…

Enemy (2013)

Der, hvor filmen scorer sine point hos mig, er helt sikkert på det skuespilsmæssige – Jake Gyllenhaal leverer en fin indsats i sin dobbeltrolle…  Jeg fandt egentlig også filmen ret interessant i forhold til at skulle gætte betydningen af, hvorfor den udvikler sig, som den gør, og min konklusion er helt klart, at der er tale om én og samme person, men at den ene har undertrykt sine drømme i livet, og lever dem derfor ud i fantasien, hvilket gør ham sindssyg…  Som nævnt i starten, så er filmen ikke en film, der vil falde i enhver smag, men giv den en chance og døm selv…

“Enemy” får 4 ud af 7 stjerner.

starstarstarstar

Og for de rigtig interesserede har jeg gransket internettet og fundet frem til en analytisk forklaring på, hvad filmen egentlig vil fortælle…  Her kommer der en hel del afsløringer, så dette skal man kun læse, hvis man ikke skal se filmen eller hvis man bagefter skal forsøge at forstå filmen bedre…  Der er ret mange forklaringer til filmen, og en del af dem er virkelig platte…  Fx er der nogle, der mener, at filmen er en “vi-overtager-verden-film”, hvor monstre fra det ydre rum gør deres indtog og invaderer jorden ved at kopiere menneskene og overtage deres liv…  Dette er nok én af de mest platte forklaringer overhovedet…  Jeg har i stedet for min helt egen lille forklaring…

Adam har haft en forfærdelig barndom og opvækst…  Han er hele livet blevet forhindret i at udleve sine egne drømme, og har altid måttet indordne sig under, hvad andre har ment og syntes…  Han har udviklet psykotiske træk, hvor han i sin fantasi lever en anden tilværelse – en tilværelse, hvor han har givet sig selv lov til at gøre alle de ting, som han er blevet nægtet…  Disse forestillinger er i bogstaveligste forstand steget ham til hovedet, og han kan til sidst ikke finde ud af, hvem han selv er…  Hans dobbeltliv bliver en stor rodet bunke for ham, som han ikke kan se sig ud af, og hele hans verden krakelerer…  Selv hans kæreste fornemmer, at noget er helt galt – og hun stiller sig i vejen for ham, netop som alle andre i hans liv hidtil har gjort det…  Et net spinder sig om ham, hvor han indfanges i løgne, forviklinger, selvbedrag og vrangforestillinger, og med nettet følger farlige modstandere med, som slutteligt for ham bliver til kæmpemæssige edderkopper, der vil sluge ham med hud og hår – og i slutningen i bogstaveligste forstand også gør det…  Adam taber slet og ret kampen – og må overgive sig til sin sindssyge…

enemy 8

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar