“En nævefuld dollars”

fist 1

I 1964 begik instruktør Sergio Leone en lille geni-streg, da han valgte at genindspille den japanske samurai-film “Yojimbo” fra 1961, som på dansk hedder “Livvagten”…  Med “En nævefuld dollars” blev en ny genre skabt, og man oplevede et modstykke til de hidtil lidt glamourøse amerikanske westerns, hvor tingene altid går rigtigt for sig, og hvor helten altid vælger at handle efter de bedste moralske hensigter – og hvor skyderierne kun foregik, når ingen anden udvej var vist…  Med “En nævefuld dollars” blev de såkaldte spaghetti-westerns skabt, som brød med den oprindelige genre, og hvor helten nærmest mere bliver fremstillet som en anti-helt, hvor hensigterne ikke er til gode for samfundet eller de svage, men hvor det udelukkende handler om egoisme og at styrke sine egne muligheder i livet optimalt…  Således er det også med Clint Eastwoods karakter i “En nævefuld dollars”…

fist 2

I en lille støvet by i det midterste af USA ankommer der en fremmed, og straks efter ankomsten befinder han sig direkte i en strid mellem to af de større familier i byen…  Den ene kæmper for fred og retfærdighed, mens den anden udelukkende kæmper for at gøre livet surt for den anden…  Den fremmede ser pludselig en mulighed for at høste lidt økonomisk gevinst ud af situationen, og derfor vælger han at tilbyde sine ferme skydefærdigheder til den ene part… Da der imidlertid opstår en gunstigere situation hos naboen, skifter den fremmede side, og således bliver han skyld i at stridighederne eskalerer for til sidst at ende i et endegyldigt opgør…

fist 3

Filmen er den første i Sergio Leones Dollars-trilogi, der også tæller filmene “Hævn for dollars” og “Den gode, den onde og den grusomme”…  Disse film blev banebrydende indenfor western-genren, og flere instruktører forsøgte sig med at gøre Leone kunsten efter ved også at lave lignende film, men kun Sergio Corbucci, (som også blev kaldt “den anden Sergio”), er det lykkedes nogenlunde for, da han især med sin første film “Django” fik skabt sig et gennembrud og en kortvarig succes…

Man havde tyvstartet en lille smule på at forny western-genren en smule, da man i starten af 1960’erne i Tyskland startede på en serie om Winnnetou og Old Shatterhand, men det var først da Sergio Leone kunne præsentere en amerikansk skuespiller (i skikkelse af Clint Eastwood) i en europæisk produceret film, at det for alvor slog igennem på internationalt niveau…  Sergio Leone fortsatte sin succes med hele fire film i denne nye spaghetti-genre, og med hans femte film, som på dansk hedder “Duk dig, Fjols”, laver han et skift over i det latterligt komiske…  Dette er der så nogle, som finder morsomt og vælger derfor at høste noget succes ud af dette komiske tiltag i genren, og især filmene om den ensomme cowboy Nobody og filmene om Trinity-brødrene fra 1970’erne blev særligt berømte på den konto, selvom den alvor og den ubetingede rå vold som herskede i genrens barneår, samt den brutale fremstilling af heltenes gerninger og misgerninger fuldstændig forsvandt…  Genren døde da også ud hen imod slutningen af 1970’erne, og efterfølgende er der forsøgt at puste liv i den igen, men uden succes…

fist 5

“En nævefuld dollars” er en billig produktion, men alligevel har Sergio Leone formået at malke det bedste resultat ud af en i forvejen rigtig fed historie om en fremmed, som kommer til byen…  Filmen er lidt kornet og bærer især præg af dårlig dubbing, hvor italienske skuespillere er blevet synkroniseret til det amerikanske marked…  Desuden er klippene ikke specielt veludførte – Der skiftes lige lovlig hurtigt mellem de forskellige handlingsforløb og Sergio Leone har ikke gjort noget særligt ud af de forskellige overgange i filmen…  Den visuelle kunstner gav han først lov til at udfolde sig, da han oplevede sin første western blive en succes…

fist 6

Til den nyfødte genre blev der samtidig også skabt noget nyt og banebrydende på lydsiden, hvor man også fornyede sig indenfor den betydning, som man lagde i filmmusikken…  Til Sergio Leones film har komponisten Ennio Morricone altid været tro ved hans side, og har med sin helt specielle flair for at skabe musik lavet en række temaer, som med tiden er blevet til store uforglemmelige værker…  I “En nævefuld dollars” figurerer Ennio Morricone af en eller anden grund under pseudonymet Dan Savio – Muligvis på grund af, at han var usikker på at ligge navn til et projekt, som måske ville blive sablet ned af både kritikere og publikum…  Det tema, som Morricone har komponeret til “En nævefuld dollars” står dog i dag som et stærkt og mildest talt voldsomt populært og iørefaldende stykke musik, som man bare ikke kan undgå at synes om…  At det så i tillæg er med til at understøtte handlingsforløbet i filmen er selvfølgelig bare en kæmpe force…

fist 4

Clint Eastwood spiller den overvejende hovedrolle i “En nævefuld dollars” og ses også i hovedrollen i de to efterfølgende film i Dollars-trilogien, hvor han med bravour og overbevisning leverer en solid skuespilspræstation som den sympatiske antihelt…  Handlekraft, intelligens og en sælsom mystik præger hans karakter, som samtidig gør den interessant…  Clint Eastwood får følgeskab af Gian Maria Volentè, der spiller rollen som den altoverskyggende skurk i filmen – og han leverer både en overbevisende og stærk præstation, som den brutale bandit, der forsøger at overtage styret over byen…

“En nævefuld dollars” er en fantastisk film…  Den er god, spændende, anderledes og virkelig godt skruet sammen, og er man til western, så er denne banebrydende fornyelse af genren ikke til at komme udenom – Det er filmisk historie, som man bare må se…

“En nævefuld dollars” får 5 ud af 7 stjerner.

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar