“Den gode, den onde og den grusomme”

good 1

Der findes et utal af film, der indeholder mange glorværdige og uforglemmelige øjeblikke, som bare printer sig fast i ens hukommelse, som på en uforklarlig måde efterlader et følelsesmæssigt indtryk – som man altså med andre ord bare aldrig glemmer…  “Den gode, den onde og den grusomme” er efter min mening et langt glorværdigt øjeblik, hvor den ene klassiske og uforglemmelige scene afløser den næste…  Det er filmisk kunst af ypperste karat, og et unikt mesterværk i filmhistorien…

good 5

Vi er hensat til USA midt i borgerkrigen, der hærgede fra midten af 1800-tallet…  Her møder vi den kolde og kyniske revolvermand Angel Eyes, som kun har et mål for øje – nemlig at få fingre i den kiste med guld til en værdi af 200.000 $, som han er blevet snydt fra at få fingre i…  Han kaldes Den Onde og hans jagt er nådesløs…  Samtidig møder vi Tuco, som snyder og bedrager alle, som han kommer i nærheden af…  Han er eftersøgt for en masse kriminelle handlinger og prisen på hans hoved vokser dag for dag…  Han har allieret sig med cowboy’en Blondie, som er ret ferm til at håndtere skydevåben…  Når Tuco (bedre kendt som Den Grusomme) er blevet afleveret til de rette myndigheder, dusøren er indkasseret, og den stakkels skyldige forbryder hænger i galgen og dingler, bliver rebet skudt i stykker af Blondie (bedre kendt som Den Gode), og sammen deler de byttet…  Da Tuco dog ved et tilfælde kommer i besiddelse af nogle hemmelige oplysninger om den selvsamme skat, som Angel Eyes er ude efter, og Blondie får den sidste brik i puslespillet, som er afgørende for, hvor skatten er gemt, så bliver de tre pludselig dødsfjender, som foragter hinanden, men som samtidig er dybt afhængige af hinanden, i hvert fald indtil skatten er fundet…

good 2

“Den gode, den onde og den grusomme” handler altså om en god gammeldags skattejagt, som dog foregår i et støvet og goldt landskab i midten af det nordlige Amerika…  Sergio Leone har med filmen begået en geni-streg, og da han tilbage i 1964 lavede den første western med Clint Eastwood i hovedrollen, og kaldte den første del i sin Dollars-trilogi, så var en ny undergenre af de klassiske amerikanske western født, nemlig de såkaldte spaghetti-western… Filmene foregår stadig i den samme tid, som de hidtidige westerns, men de er modificerede på en helt ny måde, hvor helten nærmest fremstilles som en anti-helt, og hvor et mere barskt og råt look præger filmene…  Desuden er de rent teknisk avanceret op på et kunstnerisk niveau, som man hidtil ikke havde set…  Der er en helt særlig stemning i Sergio Leone’s spaghetti-western, (der tæller filmene “En nævefuld dollars”, “Hævn for dollars”, “Den gode, den onde og den grusomme” og “Vestens hårde halse”), hvor lange intense øjeblikke dominerer billedet og hvor handlingen dvæler ved detaljer, som på en helt særlig måde tillægger filmen en helt særlig betydning…

good 6

Sergio Leone’s film fire spaghetti-westerns er også præget af en helt speciel lydside, hvor Ennio Morricone har komponeret nogle helt igennem fantastiske musik-stykker, som er med til at forstærke de stemninger, som instruktøren har ønsket at fremtvinge gennem sine kunstneriske visuelle fremstilling…  Ennio Morricone’s fængslende musik præger også mange af nutidens mange værker…

good 3

Fra starten i “Den gode, den onde og den grusomme” er man solgt og lullet ind i denne helt fantastiske stemning… Man får med det samme indtryk af, at med denne film er der tale om en helt særlig filmoplevelse…  Publikum bliver i den første halve time præsenteret for henholdsvis Den Gode, Den Onde og Den Grusomme i ubeskrivelige og meget stærke scener…  Derefter udvikler handlingen sig i to retninger, hvor man henholdsvis følger Angel Eyes og hans evindelige jagt efter det guld, som han er blevet snydt for at få del i, og hvor man samtidig følger Blondie og Tuco’s interne stridigheder omkring, hvordan deres fortsatte samarbejde skal fungere…  (Scenen, hvor Blondie trækkes gennem ørkenen af en hånende Tuco er et af de mest glorværdige øjeblikke i filmen)…  Derefter får de to rivaliserende partnere hver en del af en hemmelighed at vide, nemlig angående hvor den famøse skat er blevet gemt, og det går hurtigt op for dem begge to, at de hver især er dybt afhængige af hinanden, for overhovedet at have en chance for at finde skatten…  De involveres mere eller mindre ufrivilligt i den amerikanske borgerkrig, hvor de også ved et rent tilfælde støder på den barske Angel Eyes, der ret hurtigt får opsnappet, at de to kumpaner ved noget, som er af stor værdi for ham selv og hans søgen efter guldet…  Da de tre så endelig når målet, og står foran at skulle grave skatten op, intensiveres forholdet mellem de tre garvede revolvermænd, og stemningen bliver præget af, at der kun bliver én, som kommer derfra med livet i behold…  En psykologisk krig indledes og udspilles – og dette er selvsagt et af de største klimatiske øjeblikke på film overhovedet…

good 8

Sergio Leone har med sin eminente sans for at skabe den rette stemning formået at løfte filmens klimaks op på et niveau, som enhver anden instruktør vil misunde ham at være være i stand til…  Sergio’s brug af kameraføringen spiller her en særdeles afgørende rolle, hvor han først laver et stort panorama-billede af selve den anspændte situation mellem de tre kombattanter, for derefter at bruge zoom-teknikken og fokusere på deres hænder og deres ansigter, hvor man tydeligvis fornemmer den intensitet, der udspiller sig på skærmen…  Slutteligt benytter Sergio sig af en række super-nær-total-billeder, hvor man stort set kun ser øjnene hos de tre modstandere, hvor desperationen og håbet om det bedste udfald for den enkelte stråler ud af skærmen…  Forløsningen kommer, da der så endelig falder en række skud…  Det er filmisk kunst, som mange af de nyere instruktører har skelet til – og forsøgt (med mere eller mindre held) at få implementeret i deres egne film…  Kun få har haft succes med at få opnået samme effektive virkning, som den mesterlige Sergio Leone…

good 4

På rollelisten til “Den gode, den onde og den grusomme” ses navne som Clint Eastwood, Lee Van Cleef og Eli Wallach i de tre store roller, og de præger filmen med deres helt særlig karismatiske udtryk, og leverer alle tre stærke og overbevisende skuespilspræstationer…  Clint Eastwood er at finde i samtlige tre film i “Dollars”-trilogien, hvor han har hovedrollen…  Lee Van Cleef ses i de to sidste og Eli Wallach er kun med i denne ene film, men til gengæld er han også en uundværlig del af filmen – For “Den gode, den onde og den grusomme” havde klart nok ikke været det samme uden ham…

good 7

“Den gode, den onde og den grusomme” er en uforglemmelig og helt igennem fantastisk film-oplevelse, som altid vil have en helt særlig plads i mit film-hjerte…  Den er derfor også at finde på min top-10, hvor den har befundet sig siden jeg så filmen for første gang tilbage i starten af 1980’erne…

good 9

Filmen findes i fire forskellige klippede versioner på henholdsvis 142 minutter, 161 minutter, 179 minutter og 186 minutter…  Jeg har den forlængede 179-minutters version på DVD, og den vil resten af mit liv præge min samling som en af de helt store film, der nogensinde er blevet produceret i filmhistorien…

“Den gode, den onde og den grusomme” får 7 ud af 7 stjerner.

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar