“Ser du Månen, Daniel..?”

Original titel: “Ser du Månen, Daniel..?”
Instruktion: Niels Arden Oplev og Anders W. Berthelsen
Medvirkende: Esben Smed, Anders W. Berthelsen, Jens Jørgen Spottag
Udgivet: 2019
Spilletid: 138 minutter

En helt almindelig ung dansk mand søger et job som fotograf, hvor han har til hensigt at lade sine billeder fremstå som journalistiske reportager af hverdagslivet rundt om i verden… Han bliver således sendt afsted til Syrien, hvor han uheldigvis bliver taget til fange af nogle ekstremistiske terrorister, som torturerer ham og forlanger løsepenge for ham… Den danske regering er ikke indstillet på at forhandle med terrorister, og derfor er Daniels skæbne helt og holdent lagt i hænderne på sin egen familie og deres evne til at få skaffet den rette sum for at løsladelsen kan finde sted…

“Ser du Månen, Daniel..?” er en voldsom og barsk film, som virkelig er hård kost at overvære… Man kan ikke andet end at hovedrystende overvære de umenneskelige handlinger, som Daniel og andre uskyldige mennesker må stå igennem… Det er afskyelige, frastødende og fuldkommen afstumpede overgreb, som de bliver udsat for, og det på den koldeste og mest kyniske facon, som på ingen måde matcher den danske mentalitet… Samtidig giver filmen et indblik i en verden, som vi på ingen måde kan acceptere, hvor man er drevet af et ubeskriveligt indre had og en kynisme, som er så frastødende og langt fra de værdier, som handler om medmenneskelighed, at man både bliver harm og vred over, at det kan foregå i en så oplyst tid, som den vi lever i…

Daniel spilles af det spirende danske talent Esben Smed, der med rollen i sandhed er blevet udfordret… Han leverer en fuldkommen overbevisende og helt igennem troværdig præstation, som har været mere end blot almindeligt krævende, og dette er der ingen tvivl om, at han fortjener stor anerkendelse og ros for… I andre fremtrædende roller kan man opleve Jens Jørgen Spottag og Anders W. Berthelsen, som også begge to leverer overbevisende præstationer i deres respektive roller som henholdsvis Daniels far og den hyrede gidselsforhandler… Anders W. Berthelsen stod desuden for instruktionen af filmen i samarbejde med den kyndige Niels Arden Oplev – Og samarbejdet mellem disse to spejler sig tydeligt gennem det ensidige resultat, som der bliver præsenteret… Der trykkes på de helt rigtige knapper hele filmen igennem, men det kammer aldrig over til at blive alt for sentimentalt… Heller ikke engang, da Daniel langt om længe genvinder friheden og forenes med sin familie er der antydningen af en tendens til at det bliver for meget… Der er fundet en overraskende god balance mellem de følelsesmæssige aspekter, som er på spil i filmen, og dette klæder den utrolig godt…

Generelt kan man sige, at “Ser du Månen, Daniel..?” er en rigtig god film, som man bestemt ikke må snyde sig selv for… Det er dog som nævnt en meget barsk film, hvor man både bliver harm og vred, men det er samtidig en vedkommende historie, som er én af den slags, der for alt i verden må og skal fortælles… Filmen er baseret på romanen, som er forfattet af den danske journalist Puk Damsgård, der har stykket sin bog sammen ud fra de beretninger, som Daniel har overleveret til hende efter sin hjemkomst, og det er en fortælling, som både forandrer det menneskelige sind og vores opfattelse af verden, der langt fra fungerer som et fredfyldt og idyllisk glansbillede… Man kan ikke andet end blive følelsesmæssigt berørt af historien om Daniel, der tilbragte 398 ulidelige dage i fangenskab under de mest kummerlige forhold, som man kan forestille sig… Heldigvis blev der dog tale om en forholdsvis lykkelig slutning, selvom begivenhederne for altid vil have sat sine spor hos Daniel og hans familie…

“Ser du Månen, Daniel..?” får 6 ud af 7 stjerner.

Trailer til “Ser du Månen, Daniel..?” – (advarsel: indeholder spoilers)…

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar