“Midnight Run”

Original titel: “Midnight Run”
Instruktion: Martin Brest
Medvirkende: Robert De Niro, Charles Grodin, Yaphet Kotto og John Ashton
Udgivet: 1988
Spilletid: 126 minutter

Robert De Niro spiller en moderne dusørjæger ved navn Jack, der hutler sig gennem tilværelsen ved at påtage sig freelance-opgaver i forhold til at opspore og indfange diverse forbrydere… Han får netop fingrene i en varm sag om en nyligt undsluppen fængslet revisor, der var blevet anklaget for at stå i ledtog med mafiaen, og som af mange grunde ikke mødte op i retten til den forestående afhøring… Det er ikke nogen større sag for Jack at finde denne eftersøgte mand, men det bliver straks sværere (og langt mere farligt) at få ham transporteret fra New York til Los Angeles, da en konkurrerende dusørjæger også vil have fingre i revisoren, og også både FBI og mafiaen er heller ikke helt uinteresserede…

“Midnight Run” er en såkaldt actionkomedie, som er ét af de mest tydelige tegn på, at tiden kan indhente en film, og gøre det, der tidligere var en ganske hæderlig filmoplevelse til en mere flad og intetsigende af slagsen… Der er ikke meget tju-bang i denne film, og de få gange, hvor det ikke går helt stille af sig, kommer til at virke sært plat og overdrevet, hvilket på ingen måde kommer til at appellere til mit film-hjerte… Der er en række lettere komiske øjeblikke undervejs i filmen, hvor man lige kan trække lidt på smilebåndet – og det er især i de scener, hvor John Ashton optræder… Dette er dog ganske hurtigt overstået, og der er på ingen måde tale om, at man kan skraldgrine af det, som man bevidner med overværelsen af de humoristiske momenter…

Det absolut største plus i filmen er, at den har en velspillende Robert De Niro i hovedrollen, der som altid er garant for en habil og yderst overbevisende præstation i de film, som han medvirker i… Han er ikke så ofte set i film af denne genre, men rollen klæder ham fint, og han levendegør sin karakter med sin sædvanlige stærke måde at indleve sig i sine roller på… Derudover kan man som nævnt opleve John Ashton, (der er kendt fra “Frækkere end politiet tillader”), som leverer en ganske hæderlig præstation, mens både Yaphet Kotto, Dennis Farina og Charles Grodin ikke bevæger sig meget ud over det forventelige, hvor de heller ikke på nogen måde udstråler, at de er begejstrede for at medvirke i denne film… “Midnight Run” er en ganske ordinær actionkrimi-komedie fra sent i 1980’erne, som kun bør ses, hvis man virkelig ikke kan lade være…

“Midnight Run” får 3 ud af 7 stjerner.

Trailer til “Midnight Run” (advarsel: indeholder spoilers)…

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar