“Dawn of the Dead”

Original titel: “Dawn of the Dead”
Instruktion: Zach Snyder
Medvirkende: Sarah Polley, Jake Weber og Ving Rhames
Udgivet: 2004
Spilletid: 101 minutter
Director’s cut: 110 minutter

Kaos opstår, da verden en dag pludselig vågner op til, at en hel horde af zombier er begyndt at regere… Menneskene flygter panisk i kampen for at overleve, men langt de fleste bliver bidt og må overgå til en overnaturlig tilstand, hvor ens mentalitet udelukkende er styret af at tørste efter blod… For en lille gruppe mennesker lykkedes det at forskanse sig i et butikscenter, hvor det heldigvis ikke er muligt for zombierne at trænge ind, men som alle andre steder er forrådet sparsomt, og derfor er chancerne for at overleve ikke kun et spørgsmål om at undgå de blodtørstige zombier, men også et spørgsmål om at udstå kampen imod tiden… Heldigvis er den lille gruppe ikke helt ude af stand til at tænke rationelle tanker, og derfor er de også i stand til at udtænke sig forskellige former for planer, der skal bringe dem ud af den knibe, som de befinder sig i…

“Dawn of the Dead” er en bloddryppende, blodsprøjtende, vild og voldsom splatter-film, der intet overlader til fantasien… Her får man råt for usødet serveret makabre grusomheder på den mest udpenslede måde, som man kan forestille sig… Godt nok er der tale om zombier, der her bliver dræbt i flæng, men det er stadig ulækkert at overvære… Jeg havde dog svært ved at falde for filmen, da den egentlig bare minder om alt for meget af det, som man har set før, og der leveres ikke noget usædvanligt revolutionerende og der er heller ikke tale om filmkunst af ypperlig kvalitet… Derimod placerer filmen sig på en jævn karakter, hvor underholdningsværdien er af et tåleligt omfang, og selvom der serveres gys og splat, så er filmen alligevel ikke helt den tilfredsstillende oplevelse, som man havde håbet på…

Filmen er en genindspilning af George A. Romero’s egen suverænt spændende film fra 1978, som i sig selv udgør anden del i en trilogi, der startede tilbage i 1968 med “Night of the Living Dead”, og som afsluttedes med “Day of the Living Dead” i 1985 – selvom der i 2005 også udkom en fjerde film i serien, der fik titlen “Land of the Living Dead”, og en femte film i 2007 med titlen “Diary of the Dead” og sandelig også en sjette film i 2009, der kom til at hedde “Survival of the Dead”… Filmen her fra 2004 er iscenesat af Zack Snyder, og bliver af mange anset som værende endnu bedre end filmen fra 1978, men det er efter min mening et spørgsmål om smag og sans for kvalitet… Genindspilningen bærer tydeligvis præg af, at man er i stand til at generere overbevisende effekter ved hjælp af computer-teknologi, mens den originale udgave har et kunstnerisk islæt over sig, så det er meget svært at sammenligne de to film…

Dog har de det tilfælles, at handlingen stort set er ens, hvor det i begge film i bund og grund gælder om at overleve den groteske horde af blodtørstige zombier… Rent skuespilsmæssigt kan man her i filmen ikke ligefrem påstå, at der leveres prangende præstationer, og det er helt tydeligt, at Ving Rhames trækker de allerbedste kort, hvad angår at gøre sig bemærket på at levere an talentfuld præstation, selvom han her i filmen også agerer lige lovlig helteagtig… Jeg kan sagtens anbefale, at man ser denne film, men det afhænger i høj grad af, hvorvidt man tørster efter at se, hvordan zombierne bliver nedslagtet én efter én fremfor at man higer efter en kvalitetsmæssigt god historie med et mere dybdegående indhold…

“Dawn of the Dead” får 4 ud af 7 stjerner…

Trailer til “Dawn of the Dead” (advarsel: indeholder spoilers)…

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar