“Suspiria” (2018)

Original titel: Suspiria
Instruktion: Luca Guadagnino
Medvirkende: Tilda Swinton, Dakota Johnson, Mia Goth og Chloë Grace Moretz
Udgivet: 2018
Spilletid: 152 minutter

På en notorisk og velanset balletskole i Berlin sker der mystiske ting… For det første bliver danserne trænet benhårdt i at udføre, hvad man nærmest kan betragte som okkulte danse, og straffen for at fejle er meget streng… For det andet forsvinder der af og til en pige fra skolen, og det er ikke fordi vedkommende er stukket af, men er derimod tilsyneladende forsvundet for stedse ud i den blå luft uden at efterlade sig noget, der bare ligner et spor… Og for det tredje er noget grotesk og ondskabsfuldt dybt inde i de ufremkommelige rum og gange på skolen begyndt at røre på sig – noget som gerne vil frem i lyset, og noget som tørster efter blod…

“Suspiria” er en af de absolut mest groteske og bizarre film, som jeg nogensinde har set… Det er en fuldkommen vanvittig og helt igennem surrealistisk filmoplevelse, som man får med denne film, og jeg har vitterligt svært ved at komme frem med noget, der tåler sammenligning… En del af danske Lars von Trier’s filmiske værker kan have et islæt af den samme forskruede måde at sammensætte vulgært frastødende billeder (og det er ikke fordi jeg hader Lars von Trier eller hans film – tværtimod er jeg ret stor fan af disse) – Og ellers kan jeg kun komme i tanke om den nyligt producerede amerikanske film “Midsommar”, som på sin vis har en del af det samme over sig, som tilfældet er med “Suspiria”…

Filmen er en såkaldt genindspilning af den italienske film ved samme navn fra 1977, (som dog fik den danske titel: “Chok House”), der er instrueret af den anerkendte filminstruktør Dario Argento – og som efter sigende skulle være hans absolutte mesterværk… Genindspilningen af “Suspiria” ligger dog handlingsmæssigt ikke helt tæt op af den oprindelige historie, men der er tale om sammenfald i både titlen og så, at de begge to foregår på et danseakademi, samt at navnene på de forskellige karakterer er ens – men ellers er den nyeste version af filmen en meget anderledes filmoplevelse… Man kan egentlig spørge sig selv, hvad “Suspira” i grunden handler om, for langt hen af vejen er man rigtig meget i tvivl… Jeg er dog kommet frem til, at det er en form for fortælling om at få fremmanet en djævelsk og dæmonisk skabning, som en helt særlig gruppe af mennesker har i sinde at tilbede som deres Gud – og det er i grunden lidt det samme, som man oplever i fx. “Rosemary’s Baby”…

“Suspiria” er en film, der kræver meget tålmodighed at komme igennem… For det første har den en spilletid på 2½ time og i kraft af, at man er så forvirret omkring, hvad det egentlig er, der foregår samtidig med, at filmen afvikles i et ret så langsommeligt og dvælende tempo, så kommer man som publikum ret meget på prøve – og da filmen er slut er forløsningen egentlig stadig uafklaret og man slukker for skærmen med tanken om, hvad pokker det egentlig var, som man lige har været vidne til… Som nævnt er der masser af ret så groteske og bizarre scener undervejs i filmen, hvor man i visse af disse decideret chokeres over den makabre fremstilling, som man er vidne til… Nogle af scenerne er virkelig svære at overvære, hvor jeg som eksempel kan komme med det allerførste mord, der bliver begået, som strækker sig over flere minutter med tortur og rædselsvækkende ydmygelser…

Derfor vil jeg betegne “Suspiria” som en horror-film og samtidig anbefale, at man som minimum lige gør sig en ekstra overvejelse, om man har lyst til at udsætte sig selv og sit sind for denne lettere forskruede og mildest talt uhyggeligt skræmmende fortælling om dyrkelsen af det okkulte… På visse punkter er filmen dog alligevel værd at se – hvor jeg her især tænker på, at den er så meget anderledes end, hvad man ellers sender ud på markedet, og desuden er der også et kunstnerisk islæt over filmen, som man ikke kan lade gå upåagtet hen, hvor jeg især her tænker på de interessante og spændende koreografier af de forskellige danse, som man får lov til at se blive foldet ud i løbet af filmen… Her skal der trods alt lyde et respektfuldt kadot til instruktør Luca Guadagnino for hans måde at skrue disse scener sammen på en måde, så de tager sig bedst muligt ud på film…

I hovedrollen kan man opleve Tilda Swinton som overhovedet på danseakademiet, (og i øvrigt spiller hun tillige to andre roller i filmen, hvoraf den ene sågar er en ældre mand, som har en ret fremtrædende og afgørende rolle i filmen), og man kan ikke sige andet end, at hun leverer en ganske fornuftig og ret så skræmmende præstation med især rollen som den strenge leder… Derudover kan man opleve Dakota Johnson og Mia Goth folde sig kraftfuldt ud i filmen, og de har uden tvivl skullet arbejde hårdt for at leve sig ind i deres krævende roller som talentfulde elever på danseskolen… Chloë Grace Moretz er nævnt på rollelisten, men hendes optræden er kun at betegne som sporadisk… Og som afslutning på denne anmeldelse, vil jeg blot tillade mig at nævne, at “Suspiria” bestemt ikke var den film, som jeg havde regnet med, at den ville være – og jeg kan kun understrege nok en gang, at det er én af de absolut mest groteske og bizarre filmoplevelser, som jeg nogensinde har ladet løbe hen over min skærm…

“Suspiria” får 4 ud af 7 stjerner.

Trailer til “Suspiria” (advarsel: indeholder spoilers)…

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar