“Motorsavsmassakren”

Original titel: “The Texas Chain Saw Massacre”
Instruktion: Tobe Hooper
Medvirkende: Marylin Burns og Gunnar Hansen
Udgivet: 1974
Spilletid: 83 minutter

Det, der starter som en fredelig ferietur, tager for de fem unge venner en uventet drejning ind i en sand mareridtsagtig virkelighed, hvor de pludselig støder på de mest uhyggelige rædsler, som man overhovedet kan tænke sig… De ankommer til et øde beliggende landsted i Texas langt ude i ingenting, hvor de skal genopleve gamle minder fra barndommen, men ikke så snart er de landet, før de én efter én bliver konfronteret med stedets morderiske beboer, som har indrettet hele sit hjem til et slagtehus, hvor en masse uskyldige ofre har måttet lade livet – og nu er turen kommet til de fem unge feriegæster, som uheldigvis er havnet i kløerne på en sindsforstyrret psykopatisk morder…

“Motorsavsmassakren” er én af de helt store klassikere indenfor horror-genren, og af mange filmkritikere, anmeldere og tilhængere af genren udnævnt som den ultimativt bedste film indenfor gysets verden… Der er virkelig også tale om en film, som serverer gruopvækkende rædsel på en særdeles opsigtsvækkende måde, der på ingen måde kan siges at være delikat, men som rendyrket horror-film fungerer filmen eminent godt, og leverer den forventelige vare på en simpel og kompromisløs facon… Instruktør Tobe Hooper har begået et sandt mesterværk i skabelsen af denne uhyggelige og skræmmende film, der efter sigende skulle være baseret på virkelige hændelser – og har også formået at skyde en hel del af filmens scener, så de kommer til at blive fremstillet som visuel kunst… Her kan alene indledningssekvensen nævnes, hvor man i små glimt bliver vidne til afhuggede lemmer og sønderflåede lig – og så ved man bare, at der venter flere rædsler forude…

Filmen er dog en anelse længe om at komme i gang, hvor der i de første femogtredive minutter ikke rigtig sker det helt store, og hvor der efter min mening bliver brugt lige lovlig lang tid på at få præsenteret de fem potentielle ofre, som alligevel sker på en måde, hvor ingen af dem rigtig kommer ind under huden på publikum… Derefter tager begivenhederne dog ellers for alvor fat, og lader den ene rædselsvækkende scene afløse den næste – og her skal der især bemærkes, at selve produktionsdesignet og det dekorative arbejde med at skabe et autentisk mareridt er helt i top… Man får det hele serveret uden filter og bliver vidne til fire grusomme nedslagtninger, mens den sidste trækkes i langdrag, hvor der kan opleves både fysisk og psykisk tortur, hvor de skræmmende og uhyggelige rædsler for alvor træder frem – og man er ikke i tvivl om, at man er vidne til et vulgært mareridt…

Filmens hovedperson spilles af Marilyn Burns, der med sin præstation i rollen som Sally kan opleves med en en helt særlig form for indlevelse i sin rolle… Hun udstråler på en særdeles overbevisende facon både panisk angst og desperat frygt – og er her også rigtig godt hjulpet af Tobe Hopper’s eminente måde at få skabt scenerne, så de rette følelsesmæssige aspekter bliver fremhævet på den mest optimale måde… Man kan med rette sige, at “Motorsavsmassakren” er en forløber for de talrige slasher-film, der blev udgivet fra starten af 1980’erne, mens der dog med denne film ikke decideret er tale om en film, der tilhører denne subgenre, men er slet og ret en film, der præsenter gruopvækkende rædsel på en uforfinet facon… Dermed blev morderen, der omtales som Leatherface på grund af hans maskering, også den første af de mange populære psykopatiske mordere på film, som ud over nævnte også kom til at tælle Michael Myers fra “Halloween”-serien, Jason Voorhees fra “Fredag den 13.”-filmene og Freddy Krueger fra “Morderisk mareridt”-serien… Denne ikoniske kvartet fremstår som de helt store ikoniske personligheder indenfor horrorgenren…

“Motorsavsmassakren” affødte en hel række efterfølgere, som ikke helt kunne leve op til den filmiske kvalitet fra den første film, og så har man med tiden også forsøgt sig med en del genindspilninger af den oprindelige film, samt et par film, hvor man har forsøgt at skildre den gruopvækkende forhistorie til, hvordan Leatherface blev til den afstumpede psykopatiske galning med de morderiske tendenser… Fra min side kan det anbefales, at man som minimum ser den originale film fra 1974, og ikke misser ud på hverken genindspilningen fra 2003 eller 2013, og at man samtidig også lige får kastet et blik på både “The Texas Chainsaw Massacre – The Beginning” fra 2006 og “Leatherface” fra 2017, som allesammen serverer fremragende og uhyggelige gys, hvor man uden tvivl får sine forventninger indfriet… “Motorsavsmassakren” fra 1974 er et sandt studie i, hvordan horror, uhygge, gru, skræk og rædsel, samt bloddryppende og makabre mord skal præsenteres – og derfor uden tvivl også en milepæl i filmhistorien…

“Motorsavsmassakren” får 5 ud af 7 stjerner.

Trailer til “Motorsavsmassakren” (advarsel: indeholder spoilers)…

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar