“Syv mænd sejrer”

Original titel: “The Magnificent Seven”
Instruktion: John Sturges
Medvirkende: Yul Brynner, Steve McQueen, Charles Bronson, James Coburn, Eli Wallach, Horst Buchholz, Robert Vaughn og Brad Dexter
Udgivet: 1960
Spilletid: 128 minutter

I en lille mexicansk landsby foregår tilværelsen i store træk under fredelige forhold, men da en lokal bandeleder opsøger landsbyen for at kræve deres rigdomme inklusive det, de høster, kommer det til et voldeligt sammenstød med et løfte om, at banden snart vil vende tilbage igen for at lave endnu mere ravage… Dette får landsbyboerne til at tænke over, hvordan de kan forberede sig bedst muligt på at undgå flere konfrontationer med den gemene bande, og de kommer frem til, at de vil hyre nogle mænd – og ikke kun nogle tilfældige mænd, men mænd med særlige skydefærdigheder… Der går heller ikke særlig lang tid, før de har samlet en gruppe på syv modige revolvermænd, der gerne vil tage kampen op med den skrupelløse bande – og nu er planen så bare at gøre alle bedst muligt klar til den uundgåelige kamp, som forestår…

“Syv mænd sejrer” er en amerikansk genindspilning af den japanske klassiker “De syv samuraier” fra 1954, hvor handlingsforløbet stort set bare er kopieret over i et setup fra dengang, der var revolvermænd i USA… “Syv mænd sejrer” er på mange måder en hel del nemmere at sluge end den japanske storebror, både fordi filmen er optaget i fantastiske farverige billeder og fordi musikken er komponeret med stor entusiasme af den mesterlige komponist Elmer Bernstein, der også blev nomineret til at kunne modtage en Oscar for sit formidable arbejde med musikken til netop denne film… Desuden er filmen i sin generelle måde at udfolde sig i handlingsforløbet på for størsteparten en hel del mere interessant og ligetil, hvilket især skyldes, at de forskellige karakterer, som er med i filmen, bliver langt bedre defineret og samtidig udstyret med en karakteristisk personlighed, som bare gør, at man kommer langt tættere på de fantastiske revolvermænd, end man gjorde på de modige samuraier…

Jeg så filmen for første gang som en ganske ung dreng, og var naturligvis prisgivet i forhold til at indleve mig i den suverænt gode historie, der udfoldede sig på min skærm, og den blev også med det samme døbt til en udødelig klassiker… Efterfølgende har jeg genset filmen en del gange, og har altid fundet den del af filmen mest medrivende og interessant, hvor de forskellige revolvermænd bliver udpeget og overbevist om at skulle deltage i kampen mod banditterne… Her møder man som de allerførste Vin og Chris, spillet af henholdsvis Steve McQueen og Yul Brynner, der gør en helt igennem formidabel entré i filmen… Derefter går det slag i slag, og man møder Chico, spillet af Horst Buchholz, Harry, spillet af Brad Dexter, Bernado, spillet af Charles Bronson, Britt, spillet af James Coburn og Lee, der spilles af Robert Vaughn… Af disse er det især den måde, som James Coburns karakter bliver præsenteret på, der gør størst indtryk, selvom de øvrige er uundværlige for historien – og generelt kan man sige om de nævnte skuespillere, at de leverer den vare, som forventes, hvor man ikke må glemme Eli Wallach i rollen som banditternes leder…

Filmen er spækket med masser af spændende og actionfyldte skuddueller, og en hel del dramatiske scener, hvor man følger forberedelserne til den forestående konfrontation… Den afsluttende del af filmen, hvor det uundgåelige opgør finder sted, er desværre filmens svageste del – (og var her ret meget bedre skildret i den japanske version) – men der leveres stadig action og i sidste ende er der også en overraskende udvikling af handlingen undervejs i finalen… Uanset hvad kommer man ikke udenom, at “Syv mænd sejrer” er en rigtig god western, (og af mange betegnet som den allerbedste af slagsen), og langt hen af vejen får man en suverænt spændende historie serveret, selvom jeg personligt oplever, at filmen er blevet en smule indhentet af tiden, hvor dens alder præger den, hvilket naturligvis er uundgåeligt… Er man til klassiske westerns, er “Syv mænd sejrer” helt sikkert ikke én af dem, som man skal gå udenom…

“Syv mænd sejrer” får 5 ud af 7 stjerner.

Trailer til “Syv mænd sejrer” (advarsel: indeholder spoilers)…

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar