“De syv samuraier”

Original titel: Shichinin no samurai
Amerikansk titel: Seven Samurai
Instruktion: Akira Korosawa
Medvirkende: Toshirô Mifune, Takashi Shimura og Keiko Tsushima
Udgivet: 1954
Spilletid: 207 minutter

I det feudale Japan var samfundet bygget meget hierakisk op, og bønderne var-ligesom i mange andre samfund, et undertrykt folk… Omkring 1600-tallet herskede der en del borgerkrige i landet, og folk var ramt af fattigdom og sult – og således blev der dannet en del grupper, som gik på plyndingstogt i de fattige bondelandsbyer for at røve og stjæle alt af værdi inklusive mad… En flok bønder beslutter sig dog for at modsætte sig disse nedværdigende besøg efter at være blevet truet med, at landsbyen under det næste besøg vil blive jævnet med jorden, og at beboerne i landsbyen dermed vil miste det sidste af deres eksistensgrundlag… Derfor tager de på et lille togt, hvor deres mission er at opspore syv samuraier, der skal hyres for at hjælpe landsbyen i kampen mod de ondsindede banditter…

“De syv samuraier” er på alle måder en klassiker i ordets bogstaveligste forstand, og er af mange både filmkritikere, anmeldere og filmentusiaster blevet rost til skyerne for den måde, hvorpå den er iscenesat på – og har været inspirationskilde til mange af de efterfølgende actionfim, som er blevet produceret… Dermed kan filmen med rette kaldes for alfaderen indenfor den moderne actionfilm, og om man er enig i dette eller ej skal være uudtalt i denne anmeldelse… For mit vedkommende var mit første bekendtskab med filmen tilbage i min barndom, hvor jeg var ret optaget af den historie, som på sin helt egen stille og rolige facon udfoldede sig foran øjnene på mig… Jeg var vant til sort/hvid fjernsyn, og havde derfor ingen problemer med, at filmen var optaget uden farver – og at den samtidig bestod af kornede og lidt uskarpe billeder, havde heller ikke den store betydning… Jeg slugte den råt og var solgt…

Her ved mit gensyn anno 2020 er jeg dog knap i samme syv sind over filmen, selvom det stadig er en ret så god, spændende og fremfor alt underholdende fortælling, der ruller sig ud… Der er bare noget helt særligt ved den måde, som historien er bygget op på, hvor man i første omgang rekrutterer en lille gruppe modige mænd, som skal kæmpe for at bevare freden, for derefter at følge de lange og møjsommelige forberedelser onden den endelig konfrontation… Der er naturligvis ikke tale om nogen “Braveheart” eller “Hacksaw Ridge”, men alligevel formår Akira Kurosawa at få malket både spænding og dramatik ud af filmen – og udover at være en slags actionfilm, hvor der i den sidste times tid udkæmpes en masse kampe, så er filmen samtidig fortællingen om en ung kvinde og hendes forbudte kærlighed til én af de udvalgte samuraier, hvilket i sig selv er ret rørende… Lige fra første øjeblik, hvor man møder kvinden (der i øvrigt spilles af Keiko Tsushima) i færd med at vaske sit hår, hvor man samtidig oplever hendes far på en meget voldsom udtrykke sin bekymring for hendes fremtid, viser denne parallelle handling sig at være et af filmens absolut største følelsesladede momenter… Under senere scener i filmen kommer man til at følge denne unge kvinde og hendes kvaler omkring hendes følelsesmæssige behov og drifter – og det kommer til at stå i stærk kontrast til resten af filmen, der mest foregår på en mere machoagtig manér…

Filmens medvirkende tæller blandt andet Toshirô Mifune, der med talrige film bag sig var allerede var blevet en stor stjerne indenfor japansk film, og som efterfølgende også har kunnet opleves i endnu et hav af film, hvor instruktør Akira Kurosawa har lagt navn til projektet… Mifune leverer en ganske fin præstation, omend han her i filmen lidt har taget klovnerollen, som en fordrukken og lettere skør samurai, som ikke sætter den helt store ære i at følge det kodeks, som en ægte samurai normalt efterlever… Efter at man har vænnet sig til hans lidt underlige fremstilling af hans karakter, bliver man ret optaget af denne, da han er én af de figurer, der gennemgår den største forvandling gennem filmen, og hvor det også bliver afsløret, hvilken baggrund han kommer fra… Den absolut bedste og (efter min mening) den mest fremtrædende præstation kommer dog fra Takashi Shimura, der fremstilles som lederen af de syv samuraier, og som udtænker de strategier, der skal til, for (forhåbentlig) at føre deres konfrontation med banditterne til sejr…

Filmen lange spilletid er lidt af en udfordring, men heldigvis er der omkring midtvejs i filmen indlagt en lille pause på fire minutter, og med nutidens mulighed for at pause filmen og strække benene i længere tid, er det ikke helt så uoverkommeligt at overvære denne lange seance, som filmen udgør… Der sker heldigvis noget hele tiden, og filmen virker derfor ikke specielt langtrukken, hvilket er en helt særlig bedrift, når man tænker på dens alder og den tid, som den er filmet på… Filmens originale spilletid ligger på hele 207 minutter, og findes i flere beskårede udgaver på henholdsvis 190 minutter, 160 minutter, 158 minutter og 150 minutter, og så er der også udgaver på 202 minutter, hvor den intermistiske pause er skåret væk… Jeg så naturligvis den lange uforkortede version af filmen, og blev således beriget med en af de filmhistoriske milepæle, og selvom filmen for mig ikke er det helt store sus, så udgør den stadig værdifuld underholdning… Filmen ligger i øvrigt på plads nummer 19 på IMDB’s liste over de bedste film nogensinde – og så blev den behørigt nomineret til at modtage to Oscars, som den dog ikke vandt…

“De syv samuraier” får 5 ud af 7 stjerner.

Trailer til “De syv samuraier” (advarsel: indeholder spoilers)…

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar