“Luftkastellet der blev sprængt”

Instruktion: Daniel Alfredson
Medvirkende: Noomi Rapace og Michael Nyqvist
Udgivet: 2009
Spilletid: 147 minutter
Director’s Cut: 185 minutter

Lisbeth Salander overlevede kun med nød og næppe den konfrontation, som hun havde med sin voldelige halvbror, og under hendes rekonvalescens på hospitalet bliver anklagerne mod hende i forhold til hendes skyld i forskellige mordsager pludselig en realitet, hvor en forestående retssag er indenfor rækkevidde… Hendes gode ven og journalist Mikael Blomkvist er dog fortsat opsat på at bevise hendes uskyld, men han famler en smule i blinde efter beviserne, og det lader samtidig også til, at et større netværk af højtstående kriminelle embedsmænd på alle måder forsøger at stikke en kæp i hjulet for at forhindre afsløringerne om at komme frem i lyset… Det hele udvikler sig endnu en gang i uforudsigelige retninger, hvor en stor grad af farlighed også indgår i opklaringsarbejdet omkring det at få afdækket de fældende beviser…

Tredje og sidste del i den svenske krimi-trilogi, som er baseret på forfatter Stieg Larson’s omfattende litterære værker, binder sløjfe på alle de løse ender fra de to foregående film, og afslutter hele den lange og komplicerede historie, hvor hackeren Lisbeth Salander har spillet den centrale rolle… Den første film var rendyrket krimi, hvor man var fuldkommen opslugt af den spændende og neglebidende intense handling, der udspillede sig, og fortsættelsen drejede så mere over i at blive en spændingsfilm, hvor en masse dramatiske episoder skabte grundlaget for udviklingen i filmen… Her i “Luftkastellet der blev sprængt” tager filmen endnu en drejning, hvor hele handlingsforløbet er centreret omkring de bedrageriske hændelser, der fører til retssagen mod Lisbeth Salander…

Rent stilmæssigt lægger filmen sig ganske fint op af den foregående film, hvilket også giver god mening, da det endnu en gang er Daniel Alfredson, der står for iscenesættelsen af dette filmiske værk… Her i det tredje kapitel i serien er handlingen baseret utrolig meget på dialog, hvor man som publikum skal følge rigtig godt med for ikke at misse ud på sammenhængen, men det hele er raffineret skruet sammen, og selvom det kan virke en smule tungt og langsommeligt i starten af filmen, så bliver der i den sidste halvdel skruet gevaldigt op for intensiteten, og det hele bliver afsluttet på en yderst tilfredsstillende måde, hvor alting går op i en højere enhed…

Det er naturligvis endnu en gang Noomi Rapace og Michael Nyqvist, der kan opleves i de to fremtrædende hovedroller som henholdsvis Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist, og de leverer begge to meget overbevisende præstationer, hvor man kun kan tildele dem ros for den sublime indlevelse de har udvist med at levendegøre deres respektive karakterer – og det helt i den ånd, som er beskrevet i det oprindelige ophavsmateriale… Generelt er de øvrige medvirkende også meget velspillende i deres forskellige roller, og som helhed bliver det en rendyrket fornøjelse at opleve så mange gode skuespillere være med til at forme dette kvalitetsmæssigt meget fine resultat på film…

Filmen er også denne gang en temmelig barsk omgang, hvor man skal være forberedt på at visse scener kan virke både frastødende og kvalmende – Men det skildrer den barske virkelighed og det er derfor også meget relevant for filmen at inddrage disse elementer… Filmen eksisterer igen i to forskellige udgaver, hvor biografversionen har en spilletid på 147 minutter, og hvor den udvidede udgave har en spilletid på 185 minutter… Jeg så igen den lange version, der naturligvis har en masse vigtige detaljer tilføjet og giver et bredere perspektiv på visse elementer i filmen – og som efter min mening er klart at foretrække… Den svenske filmserie slutter her med det tredje kapitel i Millennium-serien, men hvis man ikke lige har fået nok, så kan man nyde at kunne kaste sig over den amerikanske genindspilning af “Mænd der hader kvinder”, som har titlen “The Girl with the Dragon Tattoo” – Og så er der også efter Stieg Larson’s død blevet skrevet videre på hans trilogi, således at en fjerde film i serien har kunnet se dagens lys, og som har titlen “The Girl in the Spider’s Web – Det der ikke slår os ihjel”, som er baseret på romanen skrevet af David Lagerkrantz…

“Luftkastellet der blev sprængt” får 5 ud af 7 stjerner.

Trailer til “Luftkastellet der blev sprængt” (advarsel: indeholder spoilers)…

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar