“30 Days of Night – Dark Days”

Instruktion: Ben Ketai
Medvirkende: Kiele Sanchez og Rhys Coiro
Udgivet: 2010
Spilletid: 92 minutter

Én af de få overlevende efter vampyr-angrebet i den lille by Barrow i Alaska har i tiden efter helliget sig sit liv at bekæmpe de blodtørstige bæster, og derfor rejser hun nu rundt i USA for at tiltrække sig deres opmærksomhed således, at hun kan konfrontere dem og gøre det af med dem… Hun er opsat på at hævne sin kærestes død og er forberedt til tænderne – og intet i hele verden kan forhindre hende i at fuldføre sin mission… Alt imens hun kæmper sin personlige vendetta, kommer det hende for øre, at vampyr-dronningen er hende, der i sidste ende er ansvarlig for de tilfældige nedslagtninger af uskyldige ofre, som finder sted rundt omkring, og dermed har hun endnu en grund til at gå fuldt ud ind i kampen mod ondskaben…

Den direkte fortsættelse til “30 Days of Night” er holdt i samme stil, som den første film, men er nu i langt højere grad centreret omkring horror’en i sin ufiltrerede og mest primitive form… Der er masser af blod og splat i filmen, og masser af både gruopvækkende og makabre scener, som bør kunne tilfredsstille selv de mest hærdede tilhængere af genren – Men desværre er filmen rent handlingsmæssigt barberet helt ind til benet, hvor man fuldkommen har mistet intentionen om at servere noget, hvor man rent følelsesmæssigt kan rammes på den menneskelige front… Der serveres horror på den præmis, som horror skal serveres på – Og den største forskel fra den første film ligger helt tydeligt i, at hovedpersonerne denne gang ikke havner i den samme desperate situation, som fremmaner den intense oplevelse i en film… Her er der (ligesom i talrige actionfilm) udelukkende fokus på at levere en fortælling om hævn – og servere historien på en måde, som er præget af blodige actionscener, hvor der i dette tilfælde også indgår en hel del (faktisk en overvældende stor del) splatteragtige elementer, som derfor får filmen til at blive kategoriseret som horror….

Hovedrollen spilles ret så overbevisende af Kiele Sanchez, der har overtaget rollen som Stella Olesen efter den velspillende Melissa George… Deres lighed er dog ret slående, og derfor er det også nemt at acceptere dette skift – Og så tager Sanchez sig godt ud på film som den hårdtslående, modige og kompromisløse heltinde, der kun har ét for øje… Vampyrerne i denne film er også denne gang totalt overbevisende fremstillet, hvor der er gjort godt brug af både visuelle effekter og make-up-effekter for at få fremhævet den ønskede effekt – og så er filmen generelt ganske fint iscenesat af Ben Ketai, som med “30 Days of Night – Dark Days” faktisk har sin spillefilmsdebut, som dog fik premiere udenom biograferne… Det er dog ikke hans første bekendtskab med film-serien, da han efter den succesfulde første film fik til opgave at instruere en mini-serie på seks afsnit med titlen “30 Days of Night – Dust to Dust”, hvilket så efterfølgende førte til hans iscenesættelse af omtalte spillefilm… Er man til blod og splat (og bare en lille smule fan af den første film), så tøv ikke med at kaste dig over fortsættelsen…

“30 Days of Night – Dark Days” får 4 ud af 7 stjerner.

Trailer til “30 Days of Night – Dark Days” (advarsel: indeholder spoilers)…

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar