“30 Days of Night”

Instruktion: David Slade
Medvirkende: Josh Hartnett og Melissa George
Udgivet: 2007
Spilletid: 113 minutter

Vi befinder os i Barrow i Alaska, der officielt er den nordligst beliggende by i USA… Én gang om året oplever byen, at solen går ned for først igen at stå op efter 30 dage, og derfor er der flere af de faste indbyggere, som rejser væk i denne periode… Netop denne vinter er der dog også nogle, der rejser til byen, men det er med det formål at få nedsvælget så meget blod som overhovedet muligt… For de tilbageværende beboere bliver de næste 30 dage forvandlet til et mareridtsagtigt scenarie, da de må sande, at byen er blevet invaderet af blodtørstige vampyrer – og da flugt ikke er en mulighed, er der kun én mulighed tilbage, hvilket er at gemme sig…

“30 Days of Night” er en ekstremt blodig gyser, men den er til gengæld også samtidig yderst velfungerende og ekstremt spændende, mens de uhyggelige scener udspiller sig… Det er altid fedt at opleve en film, hvor hovedpersonerne bliver sat i en situation, hvor der nærmest ingen udveje er for at undslippe med livet i behold… Det skaber (som regel) en intens og nervepirrende spænding, som forplanter sig i tilskuerens krop og bevidsthed, og får adrenalinet til at rulle, sveden til at pible frem og gåsehuden til at risle – og så kan man ikke andet end håbe på, at de (heltene) klarer skærene og får reddet sig ud af den desperate situation, som de er havnet i… Dette koncept er blevet anvendt talrige gange på film, og det virker (næsten) hver gang – og jeg elsker at lade mig henføre til at fornemme desperationen sammen med de medvirkende…

I filmen kan man opleve Josh Hartnett og Melissa George i de to fremtrædende hovedroller… Hartnett som den cool betjent, der skal forsøge at få styr på situationen i kraft af sin position i det lille samfund, og George i rollen som hans kæreste, som tilfældigvis er havnet i byen i kraft af sit virke som inspektionskvinde udsendt af myndighederne… Både Josh Hartnett og Melissa George leverer som forventeligt to ganske fine præstationer, hvor de med stor troværdighed har levet sig ind i deres respektive karakterer… Man kommertil at føle stor sympati for dem begge to, og også i kraft af, at deres indbyrdes problemer omkring deres forhold bliver fremhævet i filmen, hvilket giver filmen et ekstra element, der viser, at det ikke kun handler om blod og splat…

Og netop blod og splat er der masser af i filmen… Der er bestemt ikke sparet på mængderne, og i ordets bogstaveligste forstand er der tale om spandevis af blod… Vampyrerne er skræmmende og virker uovervindelige, og så er deres ageren på alle måder vilde og voldsomme, hvor man bliver vidne til masser af tilfældige nedslagtninger, der farver den hvide sne i byen i blodrøde farver… De angreb, som de sætter ind med, er virkelig skræmmende og af en særdeles makaber og rædselsvækkende karakter… De er nådesløse og er desperate efter at få stillet deres tørst efter blod – og når angrebene sætter ind har man rent filmteknisk anvendt en teknik, der får det hele til at virke ekstra skræmmende, hvor man på en helt speciel måde lader filmen blive afspillet i et højere tempo samtidig med, at der anvendes hurtige klip, som på alle måder har den ønskede effekt om at fremhæve horror’en i disse scener…

Special-effekterne i form af visuelle effekter og make-up-effekter er meget overbevisende fremstillede – og har den ønskede effekt i forhold til at få skabt en overbevisende ramme for den uhyggelige handling… Filmen er iscenesat af David Slade, der debuterede to år tidligere tilbage i 2005 med den kontroversielle film “Hard Candy”… Slade viser her i “30 Days of Night”, at han kan håndtere at iscenesætte en film, så den i sin helhed fremstår som en kvalitetsmæssig rigtig god film… Han udviser stort flair for at malke spændingen ud af de respektive scener, og formår at formidle denne skræmmende film, som er baseret på en tegneserie, på en filmteknisk måde, der ophøjer den til at lande på et kunstnerisk højt plan indenfor historiefortælling via det visuelle medie… Fra min side kan det kun anbefales, at man ikke misser ud på denne vellykkede gyser, der bringer helt nye elementer ind i horror-genren…

“30 Days of Night” får 5 ud af 7 stjerner.

Trailer til “30 Days of Night” (advarsel: indeholder spoilers)…

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar