“Rocky”

Rocky Balboa er en amatørbokser, som aldrig rigtig har fået chancen for at blive til noget større indenfor boksningens verden… Han hutler sig gennem tilværelsen og plages til tider af et ekstremt dårligt selvbillede… Han forelsker sig i en ung kvinde ved navn Adrian, og da det lykkedes dem at etablere et forhold, flytter de også hurtigt sammen… Rocky regnede med, at han nu skulle til at stifte familie, men så får han et tilbud fra den regerende verdensmester i sværvægt, Apollo Creed, til at mødes med ham i en titelkamp – Og denne chance kan Rocky ikke lade sin næse gå forbi…

“Rocky” er en fantastisk god film… Det er en fortælling om livets mange op- og nedture, og om hvor uransagelige livets veje egentlig er… Det er en fortælling om mod, vilje og styrke, og om at man aldrig skal opgive håbet og altid kæmpe for at få ens drømme til at gå i opfyldelse… Det er en fortælling om hvor dybt et venskab kan stikke, og om følelsesmæssig og emotionel kærlighed til de mennesker, som betyder mest for én i livet… Og så er det naturligvis fortællingen om en boksers lange vej imod den ultimative kamp, og om den mentale og fysiske træning, der her følger med… “Rocky” er både spændende og dramatisk, og så er den samtidig både medrivende og gribende – og til tider også temmelig følelsesladet…

Sylvester Stallone spiller hovedrollen som Rocky Balboa, der indtil filmens udgivelse tilbage i 1976 var et forholdsvist uskrevet blad indenfor filmens verden… Med “Rocky” ændrede dette sig fuldstændig, og han fik ret hurtigt tildelt en stjernestatus, som også frem til skrivende stund (anno 2020) stadig eksisterer… Der er rigtig mange filmkritikere og filmanmeldere, som har kritiseret Stallone for at mangle talent for skuespilsfaget, og at hans udtale af replikkerne ofte bliver fremmumlet på en utydelig måde… Her er jeg slet ikke enig – og mener helt klart, at Sylvester Stallone er en habil skuespiller, som i alle sine roller har haft en overbevisende indlevelse…

I “Rocky” er han yderst troværdig som den undertippede udfordrer til mesterskabstitlen og det lidt triste menneske, som forsøger at få hold på sit liv og at dyrke kærligheden… Desuden er Sylvester Stallone rent fysisk toptrimmet, og passer derfor perfekt i rollen som Rocky… Hans kæreste i filmen bliver spillet af Talia Shire, der som den tilbageholdende og usikre unge pige er perfekt castet til rollen… Derudover kan man opleve Burt Young i rollen som kærestens bror, Burgess Meredith som Rocky’s aldrende træner og en veltrimmet Carl Weathers i rollen som Apollo Creed – Og alle de nævnte leverer suverænt gode præstationer, hvor de på fornemste vis formår at levendegøre deres respektive karakterer…

Iscenesættelsen er varetaget af John G. Avildsen, som har et godt greb om hele historien og formidlingen af denne… Manuskriptet er skrevet af Sylvester Stallone, der også blev nomineret til at kunne modtage en Oscar-statuette for sit fine værk, som på alle måder er rigt på detaljer… Filmen blev i øvrigt nomineret til at modtage hele ti Oscar-statuetter, men høstede kun tre af dem, hvilket var for bedste film, bedste instruktør, og bedste klipning – Og helt velfortjent efter min mening… Nomineringerne fortæller noget om filmens kvalitet, og der er med “Rocky” helt klart tale om en film, der har indtaget en helt særlig plads i filmhistorien… Det er en film, som man på ingen måde bør gå udenom – og hvis man tror, at det bare er en ubetydelig boksefilm, så tror man forkert… “Rocky” er en film, der handler om meget mere end boksning… “Rocky” er en vedkommende og gribende film, der fortæller en historie, som enhver filmelsker ikke må gå glip af…

“Rocky” får 6 ud af 7 stjerner.

Trailer til “Rocky” (advarsel: indeholder spoilers)…

Gennemsnit
0 ud af 7 stjerner. 0 har stemt.

Skriv et svar